Kategori: Ikke-kategoriseret

Forfatter og tidligere operadramaturg på Det kgl. teater Henrik Engelbrecht har skrevet en flot gennemillustreret bog om operaens historie i Danmark, som udkommer netop i dag. Det er et imponerende arbejde, hvor skiftende regenter, teaterhuse og mange opførelser bliver skildret på en underholdende og informativ måde.

Henrik Engelbrechts mastodont af en operahistorie strækker sig over hele 371 år. Fra Christian IV’s overdådige store bilager i 1634 frem til åbningssæsonen for Operaen på Holmen i 2005. Her er store divaer, viljestærke regenter, skandaløse opsætninger og italienske gæstespil. Operaens historie er én lang strøm af op- og nedture for genren. Årtier med sprudlende kreativitet og overvældende publikumstilstrømning afløses af perioder med kunstnerisk ørkenvandring og halvtomme teatre. Det hele bliver overordnet set sat flot i relief af forfatteren, også når det gælder Carl Nielsens tid på Det kgl. Teater. Opførelserne af Saul og David og især Maskarade bliv mindeværdige milepæle, mens komponistens evner som dirigent fremstår mindre flatterende.

Nielsen og nationalscenen

Nede i orkestergraven tjente en ung Carl Nielsen til livets opretholdelse som musiker i Kapellets anden violingruppe i 1890’erne, skønt han egentlig betragtede sig selv som komponist. Med tiden fik han mulighed for at dirigere en del forestillinger, da teatrets faste dirigenter Johan Svendsen og Frederik Rung ofte måtte melde afbud.

Det var også tilfældet, da hans første opera Saul og David i 1902 uropførtes på Det kgl. Teater. Her dirigerede han selv hele ti opførelser, teatrets bedste kræfter Niels Juel Simonsen og Vilhelm Herold sang titelpartierne. Einar Christiansen der havde skrevet librettoen, var i de samme år (1899-1909) en usædvanlig vellidt og stabil direktør for Det kgl. Teater. Selvom Carl Nielsen havde mange glade tilhængere, var der også kritiske røster, som mente, at Saul og David mere mindede om et scenisk oratorium end en egentlig opera, og at koret havde en alt for dominerende rolle.

Da Saul og David gik over scenen første gang, havde Vilhelm Dahlerups fine teaterbygning stået, hvor den endnu står på Kongens Nytorv, i henved 30 år. Dagligdagen efter premiere-begejstringen vendte tilbage blandt musikerne i orkestergraven, dog ikke for Nielsen. Han var utilfreds med at blive sendt tilbage til pulten blandt andenviolinerne, og ikke mere få de prestigefulde dirigentopgaver. Nielsen følte sig desavoueret og vred over, at Svendsen og Rung angiveligt holdt ham ude for at fastholde deres egne positioner. I 1905 sagde han simpelthen sin stilling op!

Opsigelsen gav ham til gengæld tid til at komponere en ny opera. Ifølge Carl Nielsen værkfortegnelsen (CNW) havde han allerede i 1890’erne overvejet at skrive en opera over Ludvig Holbergs komedie Mascaraden. Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen skrev en libretto over komedien, og nu kastede Nielsen sig over kompositionen af den muntre opera med titlen Maskarade. Premieren fandt sted den 11. november 1906 og blev med det samme en kæmpe publikumssucces.

Carl Nielsen havde ramt plet med en helt personlig operastil. Angul Hammerich anmeldte operaen i Nationaltidende, og var især begejstret for første akt:

”Efter den skulde man sværge paa, at Carl Nielsen er født til Opéra comique’en. Saa let, saa behændigt, saa snar i Vendingen, saa rammende i Replikken, med fine Vendinger og pudsige Paahit…”

Man kunne tilføje, at Maskarade var en af de meget få komiske operaer, der så verden i disse år, hvor store dramaer og tragedier dominerede feltet både nationalt og internationalt. Richard Strauss Rosenkavaleren fra 1911 var blandt de få andre eksempler. I Danmark skal man næsten helt tilbage til Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper fra 1773 for at finde noget lige så vittigt.

Maskarade blev hurtigt en fast bestanddel af Det kgl. Teaters opera repertoire. I operaens første sæson gik den 20 gange over scenen, og alene i Carl Nielsens egen levetid opførtes operaen mere end tre snese gange fordelt på 13 sæsoner. I 1907 overværede den norske komponist Edvard Grieg en opførelse og bemærkede, at første akt var den bedste, mens især anden akt stod lidt svagere. Det forstod Carl Nielsen godt. I september 1931, en måned før sin død, skrev han på sin egen charmerende måde i Det kgl. Teaters program, at operaen…

”… har en hemmelig Fejl, som ikke kan ses, naar hun om Aftenen viser sig rask og fint paaklædt i Rampelyset: Hun har faktisk en lille Skævhed i Ryggen, idet anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker ogsaa et anlægge en Bandage i form af et Orkestermellemspil, saa Skævheden kan vokse sig tilrette”.

Rettelsen til operaen nåede han aldrig at realisere. Men med sine to operaer satte Carl Nielsen et markant, festligt og varigt minde i dansk operas historie. Som dirigent for Kapellet nåede Nielsen – endnu engang – at indsende en opsigelse til Det kgl. Teater. I forbindelse med Frederik Rungs sygdom og død i 1914 var det nemlig lykkedes ham igen at varetage en del dirigentopgaver. Det gjorde han sammen med violinisten Georg Høeberg, der hurtigt viste sig at være et langt mere sikkert dirigenttalent med flair for teatret. Høeberg, der i øvrigt var barnebarn af H.C. Lumbye, fik hele tiden flere opgaver, og da den eftertragtede opgave som dirigent for opførelsen af Wagners Tristan og Isolde tilfaldt Høeberg, tabte Nielsen tålmodigheden. Så kunne det også være nok med Det kgl. Teater. Høeberg blev den egentlige efterfølger som ledende dirigent for det kgl. Kapel, mens Carl Nielsen tog sin afsked og koncentrerede sig om sine mange gøremål andetsteds. Han fungerede bl.a. som dirigent for Musikforeningen 1915-27. Som dirigent kunne Carl Nielsen begejstre og inspirere, men der gik mange historier om hans manglende koncentration og overblik, særligt ved store romantiske opførelser med stor besætning.

Eva Hvidt

Hvis der er to komponister, der bør mindes sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub, så er det Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Tilsammen redigerede de fire Folkehøjskolens Melodibog, da den første gang udkom i 1922, altså for præcis 100 år siden. Det er derfor også interessant, at musikformidler og organist i Svendborg Povl Chr. Balslev netop har skrevet en bog om Thorvald Aagaard og Oluf Ring, hvoraf man tydeligt fornemmer den positive og stemningsfulde indflydelse de indbyrdes havde på hinanden. Historien om deres virke og om melodibogens tilblivelse emmer ligefrem af musikalitet, højskoleånd, grundtvigianisme og landlig idyl. I det følgende fortælles lidt om sangbogens tilblivelse og om Aagaard og Rings bidrag.

Det var de gamle skjalde der sang – sådan stod der på ryggen af højskolesangbogen under Niels Skovgaards ikoniske tegning af to skjalde med en harpe. Først ved den 17. udgave afløstes mottoet af Så syng da Danmark, lad hjertet tale fra Carl Nielsens Den danske sang er en ung blond pige. Heraf skimtes også det historiske perspektiv i udgivelsen fra dyrkelsen af folkelig sangtradition, hvor omrejsende skjalde fortalte historier gennem sang og digt, mens tilhørerne kunne synge med på omkvædet, til den form for fællessang vi kender i dag.

Hele denne overlevering var i meget høj grad inspireret af N.F.S. Grundtvigs store visioner og digtning. Med sin interesse for historien dyrkede han den gamle folkevisetradition, og han begyndte selv at digte i rigelige mængder om tro og om modersmål, historie, folk og fædreland. Det var også gennem Grundtvig at tankerne om højskolerne fødtes. Rødding højskole var den første, der åbnede 1844, og mange flere kom hurtigt til. Her var sang på programmet hver dag, selvom man endnu ikke havde en fælles sangbog. Flere højskoler fik efterhånden deres egne sangbøger, men behovet for en samlet sangbog for højskolebevægelsen tog til, ikke mindst efter danskernes svidende nederlag til tyskerne i 1864. Efter mange indgående diskussioner om, hvorvidt vægten skulle ligge på det kirkelige eller det verdslige stof, eller om det historiske stof skulle gå forud for naturdigtningen, ledte dette i 1894 til udgivelsen af den første egentlige Højskolesangbog.

Alle disse digte og tekster var naturligvis et vigtigt grundlag, men der var endnu ikke helt skik på melodierne. Mange af dem var enten for tarvelige eller digtet over gamle melodier til andre tekster. Der havde også bredt sig en tendens til at dræve alt for meget på tonerne, så de blev fejlagtige og kedelige, desuden ville man gøre op med den overdrevent romantiske stil.

Når det gjaldt fornyelsen af den folkelige sang, skulle der gerne være et skin af genkendelighed i melodien ”Schein des Bekannten”, sådan som J.A.P. Schultz i slutningen af 1700-tallet havde formuleret det ved udgivelsen af sine Lieder im Volkston. Han lavede bl.a. melodi til Sig månen langsomt hæver.

Laub, som blev den altdominerende chefideolog indenfor den folkelige sang og kirkemusikken i 1900-tallets Danmark, mente at ægte folkelighed ikke skulle opnås ved at slække på de kunstneriske krav, men ved at gøre melodierne enklere med faste, klare intervaller, og han greb tilbage til tidligere epokers musik for at finde de rette eksempler. Hans program var skarpt og enkelt, men med stor virkning, og Carl Nielsen bakkede op om Laub i disse sager. Den folkelige sang behøvede slet ikke at være mere banal eller mindre fin end den store klassiske musik.

Da Aagaard i 1905 havde afsluttet sine studier på Musikkonservatoriet i København, vendte han hjem til Fyn, hvor han med varme anbefalinger fra Laub og Nielsen blev ansat som organist i valgmenighedskirken i Ryslinge og som sanglærer på højskolen samme sted. Her begyndte han sin livsopgave med at arbejde for folke- og menighedssangens fornyelse.

Blandt de samtidige digtere, der i høj grad tiltalte både Nielsen og Aagaard, var

Jeppe Aakjær. Og i 1920 trådte Aagaard frem i offentligheden med sine Ni viser til tekster af Jeppe Aakjær, der ligesom Laubs og Nielsens En snes danske viser var beregnet for solo- eller fællessang med klaverakkompagnement. Her finder man fine Aagaardsange som Spurven sidder stum bag kvist, Sneflokke kommer vrimlende og Han kommer med sommer. ”Disse melodier er som den bly viol, der kun findes af den der søger. Men det lønner sig at søge her”, skrev Laub anerkendende om sangene.

Folkehøjskolens Melodibog udkom i 1922 som et idyllisk efterspil ovenpå Første Verdenskrigs dønninger og genforeningen med Nordslesvig. Her var Aagaard ankermanden blandt de fire redaktører. Det blev kulminationen på hans livsgerning, mens Laub og især Nielsen var optaget af mange andre opgaver og Oluf Ring blev inddraget som en kompetent yngste mand i flokken. Opgaven var at foretage en fornyelse under hensyntagen til, hvad der hidtil var blevet brugt af melodier til brug for højskolen og andre syngende kredse. Den første udgave af melodibogen indeholdt 247 nye melodier, hvoraf 73 var af Thomas Laub, 48 af Carl Nielsen, 35 af Aagaard og 28 af Oluf Ring samt 63 bearbejdelser af folkeviser.

Til sammenligning er der i den seneste udgave af Højskolesangbogen i 2020 kommet 151 nye melodier til. Og af denne sangbogs i alt 601 sange står de fire omtalte komponister kun for 75 af melodierne tilsammen. Der er med andre ord sket en fornyelse og forandring, som er nødvendig for at holde sangtraditionen i live.

Der var mange paralleller i Aagaards og Rings flittige arbejde for den folkelige sang og det lokale musikliv. Oluf Ring var dog en mere lystig og omkringfarende fætter i sit arbejde som musiker og seminarielærer. Hans smukke sans for at veksle mellem mol og dur førte til fine sange og salmer som Se, nu stiger solen (til tekst af Jakob Knudsen), Danmark nu blunder den lyse nat (til Thøger Larsens digt) og Når egene knoppes. Med ganske enkle midler komponerede han musik til St. St. Blichers melankolske Sig nærmer tiden, da jeg må væk og til børnesangen Oles nye autobil.

Eva Hvidt

Det kan varmt anbefales at se den store soloudstilling med Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer på Glyptoteket i Købehavn. Ikke alene fordi hun var en meget talentfuld og produktiv billedhugger, men også fordi kendskabet til hendes kunst belyser Carl Nielsens musik på spændende måder. Nok havde ægteparret kriser, der i en årrække førte til separation, men deres fælles kunstneriske vision var stærk hele vejen igennem præget af vitalisme, skønvirke og glæde ved naturen. På udstillingen må man beundre Anne Marie Carl-Nielsens evne til at gengive dyrs og menneskers fysiognomi på nøjagtige, livfulde og karakteristiske måder. Det gælder både hendes små statuetter og flere af de store monumenter. En fin oplevelse er også at se hendes rytterstatue af Christian IX i gips udstillet med hele den frise af det arbejdende danske folk, som hun oprindeligt ville have dekoreret soklen med. Tænk at den del af monumentet aldrig blev realiseret på monumentet ved indgangen til Christiansborgs indre gård. Udstillingen på Glyptoteket varer til og med 27. februar i år. Der er reduceret billetpris hver tirsdag.

En vigtig mission for Carl Nielsen Selskabet er at udbrede kendskabet til komponisten og hans musik i udlandet. Det er derfor glædeligt, at vores polskfødte bestyrelsesmedlem organist og ph.d. Eva Maria Jensen under corona nedlukningen har oversat Nielsens poetiske og fine erindringsbog Min fynske Barndom til polsk. Med titlen Dzieciñstwo na Fionii – wspomnienia kompozytora er bogen nu udgivet på forlaget Wydawnictwo Muzyczne POLIHYMNIA i Lublin i et lækkert layout med Anne Marie Telmányis illustrationer dertil. Eva Maria Jensen har foruden oversættelsen tilføjet et forklarende efterord om komponisten, så læsere i Polen kan følge med. Skriv til info@carlnielsen.dk hvis I ønsker at købe et eksemplar. Den koster 125,- danske kr.

Indrømmet: Polsk er nærmest umuligt at læse og forstå for de fleste danskere! Men kender I polsk kyndige mennesker, er bogen en oplagt julegave-idé! Proceduren er altså enkel:

• Skriv til info@carlnielsen.dk og angiv antal eksemplarer og adressen bogen skal sendes til
• Indbetal kr. 125,- på Selskabets konto reg.nr. 1551 kontonr. 3001644
• Bogen bliver afsendt, når indbetalingen har fundet sted.

PS Udgivelsen har været anmeldt i flere polske medier, bl.a. her: http://informatorpolski.dk/wspomnienia-carla-nielsena/

Familien Carl Nielsen skulle i 1893 flytte til en lidt større lejlighed på Nørre Vold og her gik det galt ved bugseringen af komponistens flygel på den smalle trappe. En flyttemand kom i klemme, så Nielsen sprang til og reddede både flygel og flyttemand. Men det medførte en overanstrengelse af Carl Nielsens hjerte og han måtte, i en alder af kun 28 år, tre uger på kommunehospitalet. Den gang havde man ikke de samme behandlingsmuligheder som i dag, så beskeden lød: ingen anstrengelse – tag det roligt. Men det havde komponisten godt nok svært ved. Har man fulgt med i breve og dagbogsnotater, er det mirakuløst, at vi skal helt frem til 1922 før det for alvor går galt med hjertet, for ikke bare arbejdspresset var noget nær umenneskeligt, der havde også været de meget store kriser i ægteskabet.

Året 1922 blev i høj grad præget af komponistens hjertesygdom. I maj måned får han det første af en række alvorlige anfald, der blandt andet medfører, at Anne Marie, som hun selv udtrykker det i et brev ”vil prøve at slå en streg over fortiden”. Hun tager ham simpelthen til sig igen. Carl Nielsen var nu slidt i bund efter den store femte symfoni og hertil Fynsk Forår, som han blev mindet om og ikke kunne undslippe, da han havde fået honoraret. Værket blev uropført i Odense, flere familiemedlemmer mødte op, men Carl Nielsen selv var for svag og måtte blive på Damgaard ved Fredericia, et af de foretrukne arbejdssteder. Umiddelbart efter at Fynsk Forår var løbet af stablen, fik komponisten endnu et hjerteanfald. Nu fik han strenge ordrer af lægen om alt det han ikke måtte, men én ting måtte han: han måtte strikke!

Uden at være rask gik det nu rask videre med blandt andet blæserkvintet, symfoni nr. 6, kæmpe fejring af hans 60-års dag, fløjtekoncert i Paris, klarinetkoncert, klavermusik, motetter og så videre. Kunstnere bliver jo grebet af deres idéer og så glemmer de at tage hensyn til sig selv.

Så selv om Carl Nielsen fra 1922 til sin død bliver svagere og svagere, vinder kunstens kald, han kan simpelthen ikke holde sig fra noderne, og foruden al musikken var to begivenheder med til at tappe ham yderligere for energi, nemlig en bilulykke, som endnu en gang sendte ham på hospitalet – Carl Nielsen kørte ind i en sporvogn – og ansættelsen som direktør på konservatoriet efter Anton Svendsens død sidst i 1930. Hertil Maskarade i Göteborg og Saul og David i Stockholm. Og endelig var Nielsen i gang med sit sidste store og krævende arbejde, nemlig orgelværket Commotio.

Ifølge Torben Meyers biografi fra 1948 blev Carl Nielsens sidste, fatale hjerteanfald udløst ved, at han, ved en generalprøve på genopsætning af Maskarade på Det Kongelige Teater, sprang til og legede frisk fyr ved at kravle op i et snoreværk på scenen for at bringe noget kludder i orden. Det er i hvert fald en god historie. Men netop den forklaring anfægtes med solid argumentation af John Fellow i forordet til sidste bind af mammutværket brevudgaven. Så den gode historie er vist bare – en god historie.

Hvorom alting er: I dagene efter generalprøven 25. september bliver Nielsen svagere og svagere og alligevel får han sig lige et slag bridge med Gudmund Hatt, ægtemand til Carl Nielsens ungdomsflamme Emilie Demant Hatt. Den 1.oktober lader han sig endelig indlægge. Sent på aftenen den 2. oktober vågner han for sidste gang og siger til den omkringstående familie ”I står som i en ventesal, I venter ”. Lige efter midnat til den 3. oktober konstateres det, at han er død. Allerede samme dag stod der om dødsfaldet i New York Times og aviserne herhjemme var fyldte med omtaler af Carl Nielsen. Den 9.oktober blev han bisat fra Vor Frue Kirke ved noget, der ligner en stor statsmands begravelse. Høj og lav fra musik- og kulturliv var mødt op, foruden tusindvis af mennesker, der var stærkt berørte. Carl Nielsen var jo ikke ’bare’ en komponist af den såkaldte kunstmusik, han var også den folkelige komponist.

Når man ved, hvor tidligt hans hjerteproblemer viste sig, når man ved, hvor meget han bød sig selv, når man ved, hvor få behandlingsmuligheder, der var dengang, når man ved, at familien fik solid dansk kost med fed sovs og at de tilmed røg, så det piblede, når man ved, hvor slemt det var fat i 1922, når man ved, at han i 1928 var på skiferie i Norge, – så er det i virkeligheden ret utroligt, at vi skal helt frem til efteråret 1931 før Carl Nielsen endelig drog sit sidste suk.

Torben Enghoff

Kom og hør foredraget Carl Nielsen-parrets kunstsamling i ord, billeder og toner fredag den 29. oktober kl. 16.30 i mødesalen, Byens Hus Hellerup  Adressen er Hellerupvej 22, 2900 Hellerup, få minutters gang fra Hellerup station. Indgang i venstre hjørne af skolegården; der er gratis adgang.

   På baggrund af sine bøger om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen fortæller kunsthistorikeren Anne Christiansen om Carl Nielsen parrets kunstsamling, som omfattede ca. 200 malerier, grafiske arbejder, skulpturer og kunsthåndværk af forskellig art, tilsammen en hel skatkiste af fin kunst og mærkelige ting. Mange af værkerne var skabt af parrets venner og danner derfor udgangspunkt for en lang række fortællinger om deres indbyrdes relationer. Kunstværker af blandt andre Jørgen og Holger Roed, Agnes Lunn, J.F. Willumsen og de tre Skovgaard-søskende dekorerede væggene i komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens skiftende boliger i København, der dannede ramme om deres kunstsamling.

Pianisten, komponisten og dirigenten Victor Bendix (1851-1926) var en spændende og særpræget skikkelse i dansk musikliv i årtierne omkring 1900 og en fin mentor for Carl Nielsen, som trods aldersforskellen blev hans nære kammerat og kollega.

I anledning af at musikjournalist ved DR P2 Jens Cornelius har skrevet en fin bog om Bendix, kommer her nogle betragtninger over udgivelsen med særlig vægt på venskabet mellem Victor Bendix og Carl Nielsen samt nogle slående eksempler på de to kunstneres indbyrdes brevveksling.

Mennesket Victor Bendix

Victor Bendix kom fra et jødisk hjem i København, hvor han tidligt blev meget god til at spille klaver. I 1867 blev han optaget på den allerførste årgang på Københavns Musikkonservatorium med Niels W. Gade som en streng lærer i komposition og en tid lang hans mentor. Men Victor Bendix ville andet og mere end den meget konservative musikretning, der op til århundredskiftet blev tegnet af Gade og I.P.E. Hartmann.

Da han i 1872 blev hyret som repetitør for Det kgl. Teater blev han fuldstændig begejstret over indstuderingen af Wagners to operaer Lohengrin og Tristan og Isolde. Sin løn brugte han umiddelbart efter til at rejse til Bayreuth, hvor grundstenen til Wagners operahus netop blev lagt, og han overværede prøver, hvor Wagner indstuderede Beethovens 9. symfoni. Besøget blev i den grad stimulerende for Bendix musikalske udvikling og gav ham mange nye kontakter. Han blev ikke alene den første dansker, der besøgte Bayreuth, men også (sammen med sin bror Otto) den første elev af Frantz Liszt. Orienteringen mod den nytyske senromantiske musik smittede også af på Victor Bendix egne kompositioner, ikke mindst den første symfoni Fjeldstigning, der tydeligt var udformet som et stykke programmusik og godkendt på højeste sted hos Franz Liszt.

Bendix orientering mod den store senromantiskemusik faldt tidsmæssigt sammen med fætteren Georg Brandes berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, der generelt set var et opgør med det danske åndslivs tilbageskuende romantik, ”fædrelanderi” og præstegårdskultur, hans opgør blev indledningen til en ny, mere kølig livsanskuelse og den senere kulturradikalisme.

Måske var Victor Bendix musikalske aktiviteter en beskeden pendant til Brandes store kulturhistoriske omvæltning. Der var i hvert tilfælde en del ligheder mellem de to. Hverken Victor Bendix eller Georg Brandes fik den ledende position i det etablerede kulturliv, som de rent fagligt var kvalificerede til, men ydede fra sidelinjen store indsatser. Georg Brandes som berømt kritiker og forfatter, Victor Bendix som højt anset lærer, pianist, komponist og dirigent. Begge blev sent i livet udnævnt til titulær professor.

Ægteskab og seksualmoral var i høj grad til diskussion i disse kredse, hvilket bl.a. afstedkom den såkaldte sædelighedsfejde (1883-87). Dette praktiserede Victor Bendix mere i praksis end i ord med en lind strøm af udenomsægteskabelige forhold og nogle tragiske skandaler til følge. Han havde bl.a. et forhold til Edvard Brandes purunge hustru Harriet, født Salomon, som var hans klaverelev. 22 år gammel tog hun på tragisk vis livet af sig selv, og forholdet mellem Bendix og fætrene Brandes kølnedes efterfølgende. Sidenhen blev han far til den senere så berømte pianist Victor Schiøler, men forholdet til den ulykkelige mor blev så desperat at det trak overskrifter i aviserne. I den henseende var han en elendig mentor for den unge Carl Nielsen.

Men den krumnæsede Victor Bendix var også et indtagende og spændende menneske med et intenst blik og en sprudlende form for vid og humor. Han kunne virke brysk, men var et følsomt gemyt med forfinet æstetisk musikalsk sans. Dertil kom, at han hele sit liv var i en form for opposition til sin samtid. I et erindringsnotat kaldte han sig “Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist”. Som ung følte han sig for radikal til tidens konservatisme, som ældre forholdt det sig omvendt. Nu var dem ham, der virkede gammeldags og tilbageskuende.

Et kunstnervenskab

Selvom Victor Bendix havde en stor omgangskreds, fandt han alligevel den unge komponistspire Carl Nielsen interessant på grund af dennes store mod og talent. For Carl Nielsen gjorde bekendtskabet også stærkt indtryk, hvilket man kan læse af hans mange breve og dagbogsnotater.

Nielsen sendte sit første orkesterstykke Symfonisk Rhapsodi til gennemsyn hos Bendix. Så tilbragte de en tid lang i Dresden, hvor Bendix opholdt sig da Nielsen tog på sin første store udenlandsrejse i 1890’erne. Det lagde et solidt grundlag for deres venskab, hvor de gennem tiden hjalp og støttede hinanden med omtaler og opførelser. Siden kom der forskellige bump på vejen mellem dem af både menneskelig og kunstnerisk karakter.

Carl Nielsen brød sig ikke om skandalerne omkring Bendix forhold til Augusta Schiøler, hvorfor der opstod en pause i kontakten. Men da han selv blev skilt i 1915 prøvede han igen med held at tage kontakten op. De to havde stadig meget at tale om, men styrkeforholdet var ved at vende. Victor Bendix måtte i stigende grad indse, at hans senromantiske kompositioner virkede forældede i stil og tanke, mens Carl Nielsen havde fremdrift og opbakning til sine mere og mere avancerede værker samtidig med at han også komponerede sange i let tilgængelige folkelig-romantisk stil.

I 1921 dirigerede Carl Nielsen Victor Bendix første Symfoni Fjeldstigning ved to vellykkede koncerter i Musikforeningen i København og i Göteborg. Det var et værk, som Nielsen beundrede, selvom han i anden sammenhæng beskrev det som et værk ”fra den farlige romantisk-betonede mellemperiode ca. mellem Schumann og f.eks. Mahler-Strauss” (brev til Dagmar Bendix 156 bd.7).

Året efter kom den kraftfulde uropførelse af Carl Nielsens 5. symfoni den 24. januar 1924. Første Verdenskrig havde rystet verden, og det måtte også sætte sine spor i musikken. Symfonien var og blev medrivende, men på ingen måde ”skøn” i traditionel forstand.

Men Victor Bendix følte hele sin musikopfattelse rystet, da han i et berømt brev skrev en voldsom kritik af værket, hvor han skarpt analyserede det modernistiske gennembrud, som symfonien var udtryk for. Det var en udvikling, der sårede Bendix, selvom han medgav at værket var enestående originalt. Han indledte brevet med temmelig frit at citere Hr. Olufs ballade fra Niels W. Gades Elverskud, da han dagen efter koncerten skrev følgende:

“Det er, som mit Hjerte var delt i to

O, voxed’ det sammen med Tiden!

Kære Carl Nielsen.

Jeg gik fra Din Søndagsprøve, bedøvet og bedrøvet, jeg gik fra koncerten iaftes og skældte og smældte over denne Sinfonie filmatique, denne urenlige Løbegravsmusik, dette frække Bedrag, denne Knytnæve i Ansigtet paa er værgeløst, nyheds-snobbet og pirrings-sygt Publikum, Dusinmennesket en masse, der med Forkærlighed slikker den Haand, som er farvet af dets eget Næseblod!

— Og jeg vaagnede sént i Nat, kunde ikke sove mere. Din Musik holdt mig vaagen.

”Jeg vil alligevel høre den igen. Jeg hader den, men den fængsler mig.”

Jeg kan jo se den Aandslivlighed, den Styrke og Selvstændighed, hvoraf hver eneste Takt bærer Mærke. Jeg seer jo det store Drag mod det Ugjorte – maaske Ugørlige, som er et af Geniets kendetegn.

Jeg seer en aldrig hvilende Skabertrang, en sublim Unøjsomhed med allerede vundne Laurbær.

Jeg seer en enestående Bevægelsesfrihed i de forskellige Kunstformer, det Mesterskab, som en Forening af Staalvilie og sjeldne Naturgaver skænker. Og jeg seer i Din Stræben mod høje Tinder og dybe Afgrunde en naturnødvendig Opposition mod vor hidtil vel blødagtige og smaatskaarne danske Kunst.

Ja, jeg seer meget – meget i Din Musik. Gid jeg nu blot evnede at høre lige saa meget. Saa var det lettere at blive gammel.

Med alle gode Ønsker – det undtaget, at Du maa danne Skole!

Din Victor Bendix.”

Dagen efter svarede Carl Nielsen:

“Kære Victor Bendix!

Det er nu lige haardt nok! Og hvad skal jeg sige? For Du er jo den samme Du altid har været og jeg lytter til hvert Ord, Du siger og ved at Du mener dem. Men ”Skyttegravsmusik” (”urenlige” ovenikøbet) ”Frække Bedrag” ”Sinfonie filmatique”, er meget stærke Ord. Hvad skal jeg dog sige? – Jeg klamrer mig foreløbig til de andre Ord Du siger, men jeg har det som Du. Jeg vil netop tilbage til det der støder; jeg vil forstaa Dig ellers forstaar jeg heller ikke mig selv. Mener Du at jeg laver Humbug? At det er Bedrageri? Det er umuligt. Der er ingen videre Forskel paa dette Arbejde og mine andre, men maaske er visse Friheder stærkere markerede. Er jeg som en Dranker der skal have Snapsen stærkere og stærkere for at finde Tilfredsstillelse ved Livet? Hvad er det hele hvis der ingen forbandet Glæde er ved at lave Tingene. Er det galt at jeg maa kradse mig selv op hver Gang jeg skal skrive noget større? Men det keder mig ellers.

Hvad skal jeg saa gøre? Jeg kan naturligvis lade være. Jeg kan godt lade være; der hersker ikke i mig noget af det man kalder ”høj Stræben”, ”store Ideer” eller nogen anden etisk-kunstnerisk Overbevisning eller Pligt til at forvalte sit Pund. Det mærker jeg slet ikke; men derfor kan det jo godt være muligt at der inde i Menneskets Sjæl, bag al Mudren, Tumlen, Uklarhed, Selviskhed ligger nogle fine Traade, som blev spundet i Ungdom og Barndom og som nu alligevel ligger og trækker den saakaldte ”rette vej”.- Hvad drømte vi ikke om!!

Kære Victor! Jeg har haft det temmelig strengt i den sidste Tid; arbejdet meget. Af og til har jeg tænkt paa, hvad du ville sige til ”den” og nu har vi altsaa Skandalen.

Men nu haaber jeg vi ses meget snart; det er jo en Aftale at jeg skal besøge jer en Aften og jeg – – glæder mig nok alligevel – saadan altsaa – (Hils Din Kone) – til det.

Din Carl Nielsen.”

Der var altså opstået en kløft imellem deres kunstneriske stræben, som ikke var så let at hele; der måtte arbejdes på at gøre forbindelsen positiv. At venskabet trods forbehold holdt, kan man bl.a. læse af det brev Carl Nielsen sendte til Bendix enke Dagmar i 1931:

“Jeg skylder Victor meget mere end han vistnok havde Anelse om. Han var mig en god Mester, som ubarmhjertigt sagde mig Sandheden i de unge Aar, altid samtidig med Varme og Interesse, saa det – trods Kritiken – alligevel var opmuntrende. Han var i det hele taget en positiv Natur, derfor blev hans Betydning, baade som Komponist, Dirigent og Lærer, i dansk Musik saa stor og berigende.”

Eva Hvidt

”Fordum var der fred på gaden, førend vægteren råbte ni”, synger den mismodige Jeronimus i Carl Nielsens Maskarade, som lige har haft repremiere i Operaen. Jamen dog! Det er jo netop sådan, det er at leve for tiden under den fortvivlende Covid19 pandemi. Det gik heller ikke ubemærket hen i Kasper Holtens genopfriskede iscenesættelse, hvor det hele fik et corona-twist. Jeronimus kom, efterhånden som løjerne udviklede sig, til at minde om en af mine allerkæreste gamle onkler i en fin præstation af barytonen Morten Staugaard.

Endnu bedre blev det i den kostelige scene i første akt, hvor Hr. Leonard, sunget af Michael Kristensen, ankom iført plastic visir og desinficerende spritklud, da de to kommende svogre med alle høfligheds foranstaltninger må gå til bekendelse: ”Min søn har brudt sit ord”, ”Min datter har brudt sit!” ”Så er vi kvit!” synger de i kor, mens den unge søn Leander og hans tjener Henrik må kæmpe bravt for at komme ud i nattelivets maskerade.

Opsætningen er, som man vil vide fra tidligere, rykket frem til vore dages bedre borgerskab med samtalekøkken, mobiltelefoner og designermøbler i Marie í Dalis scenografi. Her møder man først makkerparret i den unge generation: Leander og hans tjener Henrik smukt sunget af barytonen Simon Duus. Denne aften var det dog afgjort Gert Henning-Jensen, der som Leander bar forestillingen igennem med fint scenisk nærvær, elegant fysik og stort vokalt overskud. Johanne Bock gav en let fordrukken og karantæneramt Magdelone med maner. Som de to tilbedte jomfruer Leonora og Pernille hørtes Dénise Becks fine lyriske sopran og Johanne Højlunds mere fyldige stemmepragt. Og så kunne man opleve den unge Nicolai Elsberg springe over scenen som vægter i Ole Lukøjekostume og med en dejlig basstemme, der både er lys og mørk i klangen. Det kgl. Kapel spillede med bravur under Michael Schønwandts ledelse, måske dog en smule for kraftigt under nogle af scenerne.

Tredje akts store festscene med maskeraden giver ligesom festscenen i Johann Strauss Flagermusen plads til en masse underholdende indslag, herunder flere sindrige balletoptrin koreograferet af Signe Fabricius. De mange skiftende scener i tredje akt er en noget forvirrende del af operaen. Alligevel bliver man mægtig glad og feststemt med den lykkelige finale og slutkorets ”Kehraus! Kehraus!”

Summa summarum: Her kom jeg som en anden Jeronima til repremieren for at brokke mig over, at det ikke var en ny iscenesættelse, der var tale om. Men så viste det sig at være sådan en sjov og opløftende aften, at det for en tid bragte mig på andre og mere hjertelige tanker.

Sorrig og glæde, de vandrer til hobe. Det er tankevækkende, at Carl Nielsen under tilblivelsen skrev, at han følte sig ”ligesom et åbent rør hvorigennem der løber en musikstrøm som milde stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning”, da han i årene op mod 1906 komponerede dette mesterstykke af en komisk forvekslings-opera. Samtidig gennemlevede han en af de alvorligste perioder i sit liv, hvor både han selv og børnene var i krise, mens hustruen Anne Marie Carl Nielsen i lange perioder arbejdede som billedhugger i Athen.

Maskarade, opera af Carl Nielsen, libretto af Vilhelm Andersen efter Ludvig Holbergs komedie ”Mascarade”, spilles i Operaen København indtil 28. januar 2021

Eva Hvidt

Pladeselskabet Naxos har nu udgivet cd’en med violinist Hasse Borups indspilning alle Carl Nielsens violinværker solo og med klaver. Her bliver man præsenteret for en bred palet af komponistens omfangsrige udtryk og kunnen. Fra den helt tidlige, folkelige polka komponeret af en kun 8-årig Carl over en lille hilsen og to yndefulde romancer, der for de tidlige værkers vedkommende nu er indspillet for første gang, til store modne og interessante sonater, som her fremføres sammen med den særdeles velspillende amerikanske pianist Andrew Staupe. Endelig kan man høre to værker for soloviolin komponeret i midten af 1920’erne, hvor Nielsen med sine orkesterværker var slået ind på meget mere radikalt eksperimenterende og moderne musikstil. Det ene Præludium, tema og variationer var dediceret til komponistens svigersøn Emil Telmányi, som uropførte værket. Det andet Præludio e presto var en videreudvikling af en hilsen Nielsen havde lavet til komponisten Fini Henriques. Det er interessant at høre, ikke mindst fordi Carl Nielsen selv var udlært violinist, i adskillige år ernærede sig som musiker i Det kgl. Kapel, og gennem flere somre engagerede sig som primarius ved skiftende strygekvartetter i det sommerlige musikliv på Fuglsang Gods. Link: https://www.naxos.com/catalogue/item.asp?item_code=8.573870

E.H.