Forfatter og tidligere operadramaturg på Det kgl. teater Henrik Engelbrecht har skrevet en flot gennemillustreret bog om operaens historie i Danmark, som udkommer netop i dag. Det er et imponerende arbejde, hvor skiftende regenter, teaterhuse og mange opførelser bliver skildret på en underholdende og informativ måde. 
Henrik Engelbrechts mastodont af en operahistorie strækker sig over hele 371 år. Fra Christian IV’s overdådige store bilager i 1634 frem til åbningssæsonen for Operaen på Holmen i 2005. Her er store divaer, viljestærke regenter, skandaløse opsætninger og italienske gæstespil. Operaens historie er én lang strøm af op- og nedture for genren. Årtier med sprudlende kreativitet og overvældende publikumstilstrømning afløses af perioder med kunstnerisk ørkenvandring og halvtomme teatre. Det hele bliver overordnet set sat flot i relief af forfatteren, også når det gælder Carl Nielsens tid på Det kgl. Teater. Opførelserne af Saul og David og især Maskarade bliv mindeværdige milepæle, mens komponistens evner som dirigent fremstår mindre flatterende.
Nielsen og nationalscenen
Nede i orkestergraven tjente en ung Carl Nielsen til livets opretholdelse som musiker i Kapellets anden violingruppe i 1890’erne, skønt han egentlig betragtede sig selv som komponist. Med tiden fik han mulighed for at dirigere en del forestillinger, da teatrets faste dirigenter Johan Svendsen og Frederik Rung ofte måtte melde afbud.
Det var også tilfældet, da hans første opera Saul og David i 1902 uropførtes på Det kgl. Teater. Her dirigerede han selv hele ti opførelser, teatrets bedste kræfter Niels Juel Simonsen og Vilhelm Herold sang titelpartierne. Einar Christiansen der havde skrevet librettoen, var i de samme år (1899-1909) en usædvanlig vellidt og stabil direktør for Det kgl. Teater. Selvom Carl Nielsen havde mange glade tilhængere, var der også kritiske røster, som mente, at Saul og David mere mindede om et scenisk oratorium end en egentlig opera, og at koret havde en alt for dominerende rolle.
Da Saul og David gik over scenen første gang, havde Vilhelm Dahlerups fine teaterbygning stået, hvor den endnu står på Kongens Nytorv, i henved 30 år. Dagligdagen efter premiere-begejstringen vendte tilbage blandt musikerne i orkestergraven, dog ikke for Nielsen. Han var utilfreds med at blive sendt tilbage til pulten blandt andenviolinerne, og ikke mere få de prestigefulde dirigentopgaver. Nielsen følte sig desavoueret og vred over, at Svendsen og Rung angiveligt holdt ham ude for at fastholde deres egne positioner. I 1905 sagde han simpelthen sin stilling op!
Opsigelsen gav ham til gengæld tid til at komponere en ny opera. Ifølge Carl Nielsen værkfortegnelsen (CNW) havde han allerede i 1890’erne overvejet at skrive en opera over Ludvig Holbergs komedie Mascaraden. Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen skrev en libretto over komedien, og nu kastede Nielsen sig over kompositionen af den muntre opera med titlen Maskarade. Premieren fandt sted den 11. november 1906 og blev med det samme en kæmpe publikumssucces.
Carl Nielsen havde ramt plet med en helt personlig operastil. Angul Hammerich anmeldte operaen i Nationaltidende, og var især begejstret for første akt:
”Efter den skulde man sværge paa, at Carl Nielsen er født til Opéra comique’en. Saa let, saa behændigt, saa snar i Vendingen, saa rammende i Replikken, med fine Vendinger og pudsige Paahit…”
Man kunne tilføje, at Maskarade var en af de meget få komiske operaer, der så verden i disse år, hvor store dramaer og tragedier dominerede feltet både nationalt og internationalt. Richard Strauss Rosenkavaleren fra 1911 var blandt de få andre eksempler. I Danmark skal man næsten helt tilbage til Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper fra 1773 for at finde noget lige så vittigt.
Maskarade blev hurtigt en fast bestanddel af Det kgl. Teaters opera repertoire. I operaens første sæson gik den 20 gange over scenen, og alene i Carl Nielsens egen levetid opførtes operaen mere end tre snese gange fordelt på 13 sæsoner. I 1907 overværede den norske komponist Edvard Grieg en opførelse og bemærkede, at første akt var den bedste, mens især anden akt stod lidt svagere. Det forstod Carl Nielsen godt. I september 1931, en måned før sin død, skrev han på sin egen charmerende måde i Det kgl. Teaters program, at operaen…
”… har en hemmelig Fejl, som ikke kan ses, naar hun om Aftenen viser sig rask og fint paaklædt i Rampelyset: Hun har faktisk en lille Skævhed i Ryggen, idet anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker ogsaa et anlægge en Bandage i form af et Orkestermellemspil, saa Skævheden kan vokse sig tilrette”.
Rettelsen til operaen nåede han aldrig at realisere. Men med sine to operaer satte Carl Nielsen et markant, festligt og varigt minde i dansk operas historie. Som dirigent for Kapellet nåede Nielsen – endnu engang – at indsende en opsigelse til Det kgl. Teater. I forbindelse med Frederik Rungs sygdom og død i 1914 var det nemlig lykkedes ham igen at varetage en del dirigentopgaver. Det gjorde han sammen med violinisten Georg Høeberg, der hurtigt viste sig at være et langt mere sikkert dirigenttalent med flair for teatret. Høeberg, der i øvrigt var barnebarn af H.C. Lumbye, fik hele tiden flere opgaver, og da den eftertragtede opgave som dirigent for opførelsen af Wagners Tristan og Isolde tilfaldt Høeberg, tabte Nielsen tålmodigheden. Så kunne det også være nok med Det kgl. Teater. Høeberg blev den egentlige efterfølger som ledende dirigent for det kgl. Kapel, mens Carl Nielsen tog sin afsked og koncentrerede sig om sine mange gøremål andetsteds. Han fungerede bl.a. som dirigent for Musikforeningen 1915-27. Som dirigent kunne Carl Nielsen begejstre og inspirere, men der gik mange historier om hans manglende koncentration og overblik, særligt ved store romantiske opførelser med stor besætning.
Eva Hvidt