Pianisten, komponisten og dirigenten Victor Bendix (1851-1926) var en spændende og særpræget skikkelse i dansk musikliv i årtierne omkring 1900 og en fin mentor for Carl Nielsen, som trods aldersforskellen blev hans nære kammerat og kollega.
I anledning af at musikjournalist ved DR P2 Jens Cornelius har skrevet en fin bog om Bendix, kommer her nogle betragtninger over udgivelsen med særlig vægt på venskabet mellem Victor Bendix og Carl Nielsen samt nogle slående eksempler på de to kunstneres indbyrdes brevveksling.
Mennesket Victor Bendix
Victor Bendix kom fra et jødisk hjem i København, hvor han tidligt blev meget god til at spille klaver. I 1867 blev han optaget på den allerførste årgang på Københavns Musikkonservatorium med Niels W. Gade som en streng lærer i komposition og en tid lang hans mentor. Men Victor Bendix ville andet og mere end den meget konservative musikretning, der op til århundredskiftet blev tegnet af Gade og I.P.E. Hartmann.
Da han i 1872 blev hyret som repetitør for Det kgl. Teater blev han fuldstændig begejstret over indstuderingen af Wagners to operaer Lohengrin og Tristan og Isolde. Sin løn brugte han umiddelbart efter til at rejse til Bayreuth, hvor grundstenen til Wagners operahus netop blev lagt, og han overværede prøver, hvor Wagner indstuderede Beethovens 9. symfoni. Besøget blev i den grad stimulerende for Bendix musikalske udvikling og gav ham mange nye kontakter. Han blev ikke alene den første dansker, der besøgte Bayreuth, men også (sammen med sin bror Otto) den første elev af Frantz Liszt. Orienteringen mod den nytyske senromantiske musik smittede også af på Victor Bendix egne kompositioner, ikke mindst den første symfoni Fjeldstigning, der tydeligt var udformet som et stykke programmusik og godkendt på højeste sted hos Franz Liszt.
Bendix orientering mod den store senromantiskemusik faldt tidsmæssigt sammen med fætteren Georg Brandes berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, der generelt set var et opgør med det danske åndslivs tilbageskuende romantik, ”fædrelanderi” og præstegårdskultur, hans opgør blev indledningen til en ny, mere kølig livsanskuelse og den senere kulturradikalisme.
Måske var Victor Bendix musikalske aktiviteter en beskeden pendant til Brandes store kulturhistoriske omvæltning. Der var i hvert tilfælde en del ligheder mellem de to. Hverken Victor Bendix eller Georg Brandes fik den ledende position i det etablerede kulturliv, som de rent fagligt var kvalificerede til, men ydede fra sidelinjen store indsatser. Georg Brandes som berømt kritiker og forfatter, Victor Bendix som højt anset lærer, pianist, komponist og dirigent. Begge blev sent i livet udnævnt til titulær professor.
Ægteskab og seksualmoral var i høj grad til diskussion i disse kredse, hvilket bl.a. afstedkom den såkaldte sædelighedsfejde (1883-87). Dette praktiserede Victor Bendix mere i praksis end i ord med en lind strøm af udenomsægteskabelige forhold og nogle tragiske skandaler til følge. Han havde bl.a. et forhold til Edvard Brandes purunge hustru Harriet, født Salomon, som var hans klaverelev. 22 år gammel tog hun på tragisk vis livet af sig selv, og forholdet mellem Bendix og fætrene Brandes kølnedes efterfølgende. Sidenhen blev han far til den senere så berømte pianist Victor Schiøler, men forholdet til den ulykkelige mor blev så desperat at det trak overskrifter i aviserne. I den henseende var han en elendig mentor for den unge Carl Nielsen.
Men den krumnæsede Victor Bendix var også et indtagende og spændende menneske med et intenst blik og en sprudlende form for vid og humor. Han kunne virke brysk, men var et følsomt gemyt med forfinet æstetisk musikalsk sans. Dertil kom, at han hele sit liv var i en form for opposition til sin samtid. I et erindringsnotat kaldte han sig “Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist”. Som ung følte han sig for radikal til tidens konservatisme, som ældre forholdt det sig omvendt. Nu var dem ham, der virkede gammeldags og tilbageskuende.
Et kunstnervenskab
Selvom Victor Bendix havde en stor omgangskreds, fandt han alligevel den unge komponistspire Carl Nielsen interessant på grund af dennes store mod og talent. For Carl Nielsen gjorde bekendtskabet også stærkt indtryk, hvilket man kan læse af hans mange breve og dagbogsnotater.
Nielsen sendte sit første orkesterstykke Symfonisk Rhapsodi til gennemsyn hos Bendix. Så tilbragte de en tid lang i Dresden, hvor Bendix opholdt sig da Nielsen tog på sin første store udenlandsrejse i 1890’erne. Det lagde et solidt grundlag for deres venskab, hvor de gennem tiden hjalp og støttede hinanden med omtaler og opførelser. Siden kom der forskellige bump på vejen mellem dem af både menneskelig og kunstnerisk karakter.
Carl Nielsen brød sig ikke om skandalerne omkring Bendix forhold til Augusta Schiøler, hvorfor der opstod en pause i kontakten. Men da han selv blev skilt i 1915 prøvede han igen med held at tage kontakten op. De to havde stadig meget at tale om, men styrkeforholdet var ved at vende. Victor Bendix måtte i stigende grad indse, at hans senromantiske kompositioner virkede forældede i stil og tanke, mens Carl Nielsen havde fremdrift og opbakning til sine mere og mere avancerede værker samtidig med at han også komponerede sange i let tilgængelige folkelig-romantisk stil.
I 1921 dirigerede Carl Nielsen Victor Bendix første Symfoni Fjeldstigning ved to vellykkede koncerter i Musikforeningen i København og i Göteborg. Det var et værk, som Nielsen beundrede, selvom han i anden sammenhæng beskrev det som et værk ”fra den farlige romantisk-betonede mellemperiode ca. mellem Schumann og f.eks. Mahler-Strauss” (brev til Dagmar Bendix 156 bd.7).
Året efter kom den kraftfulde uropførelse af Carl Nielsens 5. symfoni den 24. januar 1924. Første Verdenskrig havde rystet verden, og det måtte også sætte sine spor i musikken. Symfonien var og blev medrivende, men på ingen måde ”skøn” i traditionel forstand.
Men Victor Bendix følte hele sin musikopfattelse rystet, da han i et berømt brev skrev en voldsom kritik af værket, hvor han skarpt analyserede det modernistiske gennembrud, som symfonien var udtryk for. Det var en udvikling, der sårede Bendix, selvom han medgav at værket var enestående originalt. Han indledte brevet med temmelig frit at citere Hr. Olufs ballade fra Niels W. Gades Elverskud, da han dagen efter koncerten skrev følgende:
“Det er, som mit Hjerte var delt i to
O, voxed’ det sammen med Tiden!
Kære Carl Nielsen.
Jeg gik fra Din Søndagsprøve, bedøvet og bedrøvet, jeg gik fra koncerten iaftes og skældte og smældte over denne Sinfonie filmatique, denne urenlige Løbegravsmusik, dette frække Bedrag, denne Knytnæve i Ansigtet paa er værgeløst, nyheds-snobbet og pirrings-sygt Publikum, Dusinmennesket en masse, der med Forkærlighed slikker den Haand, som er farvet af dets eget Næseblod!
— Og jeg vaagnede sént i Nat, kunde ikke sove mere. Din Musik holdt mig vaagen.
”Jeg vil alligevel høre den igen. Jeg hader den, men den fængsler mig.”
Jeg kan jo se den Aandslivlighed, den Styrke og Selvstændighed, hvoraf hver eneste Takt bærer Mærke. Jeg seer jo det store Drag mod det Ugjorte – maaske Ugørlige, som er et af Geniets kendetegn.
Jeg seer en aldrig hvilende Skabertrang, en sublim Unøjsomhed med allerede vundne Laurbær.
Jeg seer en enestående Bevægelsesfrihed i de forskellige Kunstformer, det Mesterskab, som en Forening af Staalvilie og sjeldne Naturgaver skænker. Og jeg seer i Din Stræben mod høje Tinder og dybe Afgrunde en naturnødvendig Opposition mod vor hidtil vel blødagtige og smaatskaarne danske Kunst.
Ja, jeg seer meget – meget i Din Musik. Gid jeg nu blot evnede at høre lige saa meget. Saa var det lettere at blive gammel.
Med alle gode Ønsker – det undtaget, at Du maa danne Skole!
Din Victor Bendix.”
Dagen efter svarede Carl Nielsen:
“Kære Victor Bendix!
Det er nu lige haardt nok! Og hvad skal jeg sige? For Du er jo den samme Du altid har været og jeg lytter til hvert Ord, Du siger og ved at Du mener dem. Men ”Skyttegravsmusik” (”urenlige” ovenikøbet) ”Frække Bedrag” ”Sinfonie filmatique”, er meget stærke Ord. Hvad skal jeg dog sige? – Jeg klamrer mig foreløbig til de andre Ord Du siger, men jeg har det som Du. Jeg vil netop tilbage til det der støder; jeg vil forstaa Dig ellers forstaar jeg heller ikke mig selv. Mener Du at jeg laver Humbug? At det er Bedrageri? Det er umuligt. Der er ingen videre Forskel paa dette Arbejde og mine andre, men maaske er visse Friheder stærkere markerede. Er jeg som en Dranker der skal have Snapsen stærkere og stærkere for at finde Tilfredsstillelse ved Livet? Hvad er det hele hvis der ingen forbandet Glæde er ved at lave Tingene. Er det galt at jeg maa kradse mig selv op hver Gang jeg skal skrive noget større? Men det keder mig ellers.
Hvad skal jeg saa gøre? Jeg kan naturligvis lade være. Jeg kan godt lade være; der hersker ikke i mig noget af det man kalder ”høj Stræben”, ”store Ideer” eller nogen anden etisk-kunstnerisk Overbevisning eller Pligt til at forvalte sit Pund. Det mærker jeg slet ikke; men derfor kan det jo godt være muligt at der inde i Menneskets Sjæl, bag al Mudren, Tumlen, Uklarhed, Selviskhed ligger nogle fine Traade, som blev spundet i Ungdom og Barndom og som nu alligevel ligger og trækker den saakaldte ”rette vej”.- Hvad drømte vi ikke om!!
Kære Victor! Jeg har haft det temmelig strengt i den sidste Tid; arbejdet meget. Af og til har jeg tænkt paa, hvad du ville sige til ”den” og nu har vi altsaa Skandalen.
Men nu haaber jeg vi ses meget snart; det er jo en Aftale at jeg skal besøge jer en Aften og jeg – – glæder mig nok alligevel – saadan altsaa – (Hils Din Kone) – til det.
Din Carl Nielsen.”
Der var altså opstået en kløft imellem deres kunstneriske stræben, som ikke var så let at hele; der måtte arbejdes på at gøre forbindelsen positiv. At venskabet trods forbehold holdt, kan man bl.a. læse af det brev Carl Nielsen sendte til Bendix enke Dagmar i 1931:
“Jeg skylder Victor meget mere end han vistnok havde Anelse om. Han var mig en god Mester, som ubarmhjertigt sagde mig Sandheden i de unge Aar, altid samtidig med Varme og Interesse, saa det – trods Kritiken – alligevel var opmuntrende. Han var i det hele taget en positiv Natur, derfor blev hans Betydning, baade som Komponist, Dirigent og Lærer, i dansk Musik saa stor og berigende.”
Eva Hvidt