Nielsens violinværker indspillet

Violinist Hasse Borup

Pladeselskabet Naxos har nu udgivet cd’en med violinist Hasse Borups indspilning alle Carl Nielsens violinværker solo og med klaver. Her bliver man præsenteret for en bred palet af komponistens omfangsrige udtryk og kunnen. Fra den helt tidlige, folkelige polka komponeret af en kun 8-årig Carl over en lille hilsen og to yndefulde romancer, der for de tidlige værkers vedkommende nu er indspillet for første gang, til store modne og interessante sonater, som her fremføres sammen med den særdeles velspillende amerikanske pianist Andrew Staupe. Endelig kan man høre to værker for soloviolin komponeret i midten af 1920’erne, hvor Nielsen med sine orkesterværker var slået ind på meget mere radikalt eksperimenterende og moderne musikstil. Det ene Præludium, tema og variationer var dediceret til komponistens svigersøn Emil Telmányi, som uropførte værket. Det andet Præludio e presto var en videreudvikling af en hilsen Nielsen havde lavet til komponisten Fini Henriques. Det er interessant at høre, ikke mindst fordi Carl Nielsen selv var udlært violinist, i adskillige år ernærede sig som musiker i Det kgl. Kapel, og gennem flere somre engagerede sig som primarius ved skiftende strygekvartetter i det sommerlige musikliv på Fuglsang Gods. Link: https://www.naxos.com/catalogue/item.asp?item_code=8.573870

E.H.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *