Nielsen Noter

Forlaget Multivers har lanceret en fin serie med små bøger, som portrætterer danske komponister, der har markeret sig i dansk musikliv, men af den ene eller anden grund ikke er blevet helt så berømte som f.eks. Carl Nielsen. Bøgerne kan minde om de seriøse udgivelser det hedengangne musikforlag Engstrøm & Sødring udgav, og de kan bidrage med nyttig uddybning af dansk musiklivs historie. Redaktør for bogserien er musikhistoriker og journalist ved DR Jens Cornelius.

Han er også forfatter til den første bog, der lige er udkommet og handler om en anden Nielsen end Carl, nemlig Ludolf Nielsen (1876 -1939). Ligesom Carl var Ludolf Nielsen født på landet – i dette tilfælde Nørre Tvede ved Næstved. Han spillede også violin, og var i ti år ansat som bratschist i Tivolis koncertsals orkester. Dertil kom, at han var en respekteret privatlærer i komposition og musikteori, og 1914-20 var han dirigent for Koncertforeningen Euphrosyne. 1926-32 var han ansat som musikkonsulent i Statsradiofonien, hvor han tilrettelagde koncertrepertoiret for det nydannede radioorkester. Ludolf Nielsens kompositioner var skabt ud af den romantisk stil, og han var kendt for sin fine orkestreringer. Han var en stilfærdig natur, der ikke blandede sig meget i den offentlige musikdebat, men helst gik hjemme i villaen i Hellerup eller i sommerhuset i Nymindegab ved Ringkøbing fjord. Efter udbruddet af Første Verdenskrig indtrådte der en krise i Ludolf Nielsens liv. Han stoppede helt med at komponere, og tog det kun op i begrænset omfang efter 1920, nu i en mere eklektisk retning. Blandt hans mange værker fremhæves de tre symfonier, tre strygekvartetter, det symbolistisk inspirerede oratorium Babelstårnet, balletten Lackschmi, operaen Isbella samt nogle orkestersuiter.

Om den farverige komponist August Enna (1859-1939) har Steen Chr. Steensen lavet en god bog, der fint beskriver hans opvækst i et fattigt skomagerhjem, hans glødende berømmelse som komponist i sin samtid og hans lige så hurtigt dalende stjerne i alderdommen. Med sit brogede liv og iltre temperament slægtede komponisten sin farfar på, der var født i den lille by Enna på Sicilien og blev som trompeter indrulleret i Napoleons hær, indtil han efter slaget ved Waterloo i 1815 flygtede op gennem Europa til Lolland. Begyndelsen af August Ennas musikerliv havde et gøgleragtigt præg, men med sit talent og store engagement lykkedes det ham at få færdiggjort og optaget partituret til opera Heksen til opførelse må Det Kgl. Teater i København. Denne dramatiske opera var i musikalsk henseende påvirket af Wagner, Leo Delibes, Verdi, Puccini og Richard Strauss, og snart blev Heksen spillet i udlandet, altimens Enna i en kort periode blev mere berømt end nogen af sine danske kolleger. Han skyndte sig at komponere endnu to store operaer, nemlig Kleopatra, der indholdsmæssigt minder om Verdis Aida, samt Aucassin og Nicolete. To værker, der også opnåede stor anerkendelse i udlandet.

I Danmark blev Enna mest kendt for sin livslange fascination af H. C. Andersens eventyr og hans opera over fortælling Den lille Pige med Svovlstikkerne. Enna havde også samarbejde med forfattere som Sophus Michaëlis og Einar Christiansen. Forholdet mellem Aug. Enna og Carl Nielsen var i øvrigt ikke uden drama. Af polemik i offentligheden og i brevvekslinger fremgår det, at der var megen indbyrdes jalousi og kritik af hinandens evner som komponist og dirigent. Og dog tog Carl Nielsen sig med professionel omhu af den musikalske ledelse af Ennas opera Nattergalen på det Kgl. Teater i 1912.

Bogserien Danske komponister kan minde om de seriøse udgivelser det hedengangne musikforlag Engstrøm & Sødring udgav, og de kan bidrage med nyttig uddybning af dansk musiklivs historie.

Medlemmer fra Carl Nielsen Selskabet har været på ekskursion til Fuglsang gods på Lolland, for at mindes det glade musikliv, som familien Carl Nielsen i sin tid oplevede med ægteparret Viggo og Bodil Neergaard, Hartmann familien i vid forgrening, den tysk-hollandske komponist Julius Röntgen og hans musikalske familie. Vi har set den fine aktuelle udstilling ”Jordforbindelser” på kunstmuseet, indsnuset luften blandt de krogede gamle egetræer ved Skejten og hørt Storstrøms Kammerensemble spille serenader i godsets hovedbygning.

Skuespilleren og instruktøren Lotte Andersen skabte i 2015 en teaterkoncert kaldet Carl & Marie, hvori kunstnerægteparrets samliv blev skildret med udgangspunkt i Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens bevægende breve. Nu har hun sammen med redaktør Amalie Kestler sammensat det hele til en bog over emnet, som på en fin og diskret måde belyser det for samtiden moderne ægteskab, overvejelserne omkring deres kunst, kærlighed, fælles børn og ikke mindst deres store ægteskabelige kriser.

De mange breve og dagbogsnotater kan nok læses endnu bedre i den store Carl Nielsen Brevudgave, men forfatternes velvalgte mellemtekster, som tematiserer udvalget af breve, er også et godt bidrag til læsningen. Disse beskrivelser af samtidens store debatter om ægteskab og seksualmoral er områder, som egentlig fortjener at blive foldet mere ud. Henrik Ibsen overrumplede f.eks. publikum i 1879 med sit skuespil Et Dukkehjem, hvor hovedpersonen Nora forlader hjem og børn, for at finde ud af sin lukkede dukketilværelse. Omvendt følte Anne Marie Carl-Nielsen sig slet ikke som en dukke, hun kæmpede for at realisere sine kunstneriske drømme og følte det som et kæmpe svigt, at den erotiske troskab ikke var gensidig. Det var ikke alle, der gav hende ret i den måde hun tacklede ægteskabet, men det viser os i dag noget om den kamp, der skulle til for at gøre kønnene jævnbyrdige. Det gode ved Carl og Maries kærlighedshistorie er, at de fandt sammen igen efter flere års separation.

I bogen offentliggøres i øvrigt enkelte ny-opdukkede kilder, bl.a. en liste, som Marie opstillede, med plusser og minusser i forhold til enten at blive hos sin Carl eller at forlade ham. Til sammen er det dejlig læsning.

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat har givet 4,98 millioner kroner til udarbejdelse af en stor Carl Nielsen monografi, der til sin tid skal udkomme på både dansk og engelsk. Hovedforfatteren er professor ved Københavns Institut for Kunst & Kulturvidenskab Michael Fjeldsøe, der sammen med en kollega, en ph.d. studerende og studentermedhjælpere mener at kunne kaste nyt lys på, hvad Carl Nielsen betød for kulturhistorien. Dette vil de gøre, ved ikke alene at inddrage komponistens efterladte noder og breve men også den internationale forskning der i de senere år er udkommet om komponisten. Det bliver spændende at se, hvad nyt sådan en monografi vil kunne bringe. Vi vil følge dette projekt med interesse.