Børnebilledbog

BørnebogCarls fynske barndom er en smukt illustreret og meget anvendelig børnebog, der med indføling fortæller om Carl Nielsens opvækst. Den er inspireret af komponistens egen erindringsbog Min fynske barndom; men der er kun ganske få sætninger på hver side skrevet og udvalgt af Anne Sofie Allermann. Dertil har Lea Letén skabt et fint billedunivers af lette og velkomponerede illustrationer. Man ser, hvordan den spirende komponist vokser op i fattige kår på Fyn sidst i 1800-tallet, mærker hans følelser og nærvær med naturen. Da en af de voksne henført taler om spillemandsmusikken og klangen i rummet mellem festens gæster, tænker Carl over, hvordan man kan give andre noget, uden at man selv helt forstår, hvor værdifuldt det er.

Bogen er udkommet på Forlaget Frø

Carl Nielsen i polsk kontekst – et dansk-polsk kulturprojekt

Eva Maria Jensen, Olga Tsymbaluk (klaver) og Maciej Michalik (baryton)

I dette efterår har Eva Maria Jensen arrangeret en række koncerter som opfølgning på hendes oversættelse til polsk af Carl Nielsens Min fynske barndom (Dziecinstwo na Fionii). Sammen med to polske musikere: Maciej Michalik (baryton) og Olga Tsymbaluk (klaver) blev Carl Nielsens musik sat sammen med værker af hans polske samtidige: Mieczyslaw Karlowicz (1876-1909) og Karol Szymanowski (1882-1937) ved to koncerter i København. I november er to tilsvarende koncerter blevet afholdt i Krakow og i Lublin. Her bestod programmet udelukkende af musik af Carl Nielsen, bl.a. med sange fra Folkehøjskolens Melodibog med tilhørende fortælling om Carl Nielsen. Sangene blev sunget med engelsk tekst og i et par tilfælde med oversættelse til polsk.

Frølunds Fristelser

Jonas Frølund er en fin ung musiker og performer. Med sine klarinetter kan han tryllebinde sit publikum og finde ind til interessante afkroge af musikken. På sin debut CD indleder den 26-årige klarinettist med en kadence til førstesatsen i Carl Nielsens Klarinetkoncert. Det lyder lovende, men i stedet for at fordybe sig yderligere i værket, præsentere han et kludetæppe af nye danske værker af Mette Nielsen, Bent Sørensen, Gunnar Berg, Poul Ruders og Simon Steen-Andersen omkranset af Stravinskijs Tre stykker for Klarinetsolo og en engelskhornsolo fra Wagners opera Tristan og Isolde udsat for basklarinet. Det er imponerende varieret og dygtigt udført. Et godt signal til omverden, men også anstrengende at lytte til hjemme i stuen.

Solo Alone and more Jonas Frølund, clarinet, CD OUR Recordings

Hæderspris til Luisi

I anledning af, at det på beundringsværdig vis er lykkedes dirigenten Fabio Luisi at give et nyt og frisk bud på udførelsen af Carl Nielsens symfonier og solokoncerter,  overrakte vi ham Carl Nielsen Selskabets Hæderspris 2023 efter en koncert i DR Koncerthuset lørdag den 29. april. Mange instrumentale detaljer står lysende klart frem samtidig med, at helheden løfter sig på et fornemt internationalt niveau i Fabio Luisis og DR Radiosymfoniorkestrets nye indspilning af værkerne for pladeselskabet Deutsche Grammophon.

Anne Marie og Carl, en kærlighedshistorie 

Ensemble Storstrøm har på det seneste planlagt en række lydhistorier, der fortæller noget om musikken og naturen omkring godset Fuglsang på Lolland. Det har bl.a. resulteret i podcasten: Anne Marie og Carl, en kærlighedshistorie om Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsens stormfulde samliv. Den ledsagende musik er selvfølgelig af Carl Nielsen, og den er indspillet af Ensemble Storstrøm bistået af sangerne Signe Asmussen Manuitt og Joachim Knop med Jonas Eliyah Munch-Hansen som producer. Hør podcasten på  ensemblets hjemmeside: https://www.ensemblet.dk/podcast/ .

Ægteparret Carl Nielsen deltog ofte i det levende kunstneriske miljø på Fuglsang herregård, hvor kunstnere og musikere samledes omkring fruen på godset Bodil Neergaard. Hun var hun datter af komponisten og dirigenten Emil Hartmann og søster til maleren Oluf Hartmann. Bodil Neergaard havde en god sangstemme og optrådte ofte som udøvende sangerinde ved herregårdens sommermusik. I de år, hvor Carl og Anne Marie var separeret, opholdt Carl Nielsen sig også i perioder hos ægteparret Neergaard på Fuglsang. Bronzeskulpturen af kentaurinden er udført af Anne Marie Carl-Nielsen og kan ses på Fuglsang Kunstmuseum. Podcasten bygger på breve skrevet af Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen, udvalgt fra bogen Carl & Marie: I kunst, i kærlighed udgivet af Amalie Kestler og Lotte Andersen. Beretningen blandes med optagelser af en gruppe af mennesker på en café i København. De deler deres tanker om kærlighed, kunst og savn. Brevene læses op af Signe Egholm Olsen og Sigurd Holmen Le Dous. Fortællerstemmen er Lotte Andersens. Lydfortællingen er skabt og produceret af firmaerne Besyv og FilmTone for Ensemble Storstrøm.

Carl Nielsen – Med nye øjne

Kursus på Folkeuniversitetet i København

Ved cand.mag. Palle Andkjær Olsen og professor Michael Fjeldsøe, KU

Som optakt til at chefdirigent Fabio Luisi i denne sæson opfører næsten alle Carls Nielsens orkesterværker med Danmarks Radios Symfoniorkester ved seks koncerter i april 2023, afholdes en forelæsningsrække om Carl Nielsens orkesterværker, herunder hans seks symfonier og tre koncerter. Vi skal følge Carl Nielsens udvikling fra 1890’ernes unge Brahms-inspirerede periode og frem til 1920’ernes originale modernisme. Men vi skal også prøve at indkredse en række af de træk, der optræder gennem hele hans kompositoriske udvikling.

Sidste undervisningsgang vil professor Michael Fjeldsøe komme og fortælle om den nyeste Carl Nielsen forskning.

  1. undervisningsgang
    Tirsdag d. 28. februar 2023 Kl. 16:15 – 18:00
  2. undervisningsgang
    Tirsdag d. 7. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00
  3. undervisningsgang
    Tirsdag d. 14. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00
  4. undervisningsgang
    Tirsdag d. 21. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00
  5. undervisningsgang
    Tirsdag d. 28. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00

Sted: Folkeuniversitetet, Gammel Strand St. (Metro), Læderstræde 34, 2., 1201 Kbh. K Lokale: Auditoriet

TILMELDING FRA 12. DECEMBER

https://www.fukbh.dk/program/film-musik-og-teater/carl-nielsen-med-nye-ojne

 

 

Rette tid og sted

Den unge talentfulde blæserkvintet V Coloris med klarinettist Jonas Frølund i spidsen, afholdt i weekenden en spritny festival, hvis hovedtema var fejringen af 100-året for Carl Nielsens Blæserkvintet! For dem, der ellers fandt vej gennem festivalens okkulte hjemmeside  http://onceuponfestival.com, bød den på mange spændende kammerkoncerter i København. Der skal her fokuseres på den sidste:

Præcis på 100-årsdagen 9. oktober 2022 genopførte musikerne som en finale den koncert i Odd Fellow Palæet, hvor Carl Nielsens Blæserkvintet for første gang opførtes offentligt i 1922 i Foreningen Ny Musiks regi. På programmet stod Maurice Ravels henrivende Introduktion og allegro for harpe akkompagneret af fløjte, klarinet of strygekvartet fra 1905 og Francis Poulencs elegante sonate for to klarinetter fra 1918, mens Gian Francesco Malipieros første strygekvartet (1920) var gledet ud til fordel for en førsteopførelse af Karin Rehnquists Valv for blæserkvintet. Opførelsen af Nielsens Blæserkvintet var generøst overladt til Blæserkvintetten Carion (på billedet), der udmærker sig ved at spille alting udenad og ofte indarbejde en vis koreografi, mens de musicerer. Nielsens Blæserkvintet står med sin pastorale, personlige og melodiske udtryk stærkere og mere klart end nogensinde. Tænk at et sådan en klassiker skulle uropføres i en forening for helt ny musik! Det var et scoop, at rekonstruere denne koncert.

E.H.

Operaens op- og nedture

Forfatter og tidligere operadramaturg på Det kgl. teater Henrik Engelbrecht har skrevet en flot gennemillustreret bog om operaens historie i Danmark, som udkommer netop i dag. Det er et imponerende arbejde, hvor skiftende regenter, teaterhuse og mange opførelser bliver skildret på en underholdende og informativ måde.

Henrik Engelbrechts mastodont af en operahistorie strækker sig over hele 371 år. Fra Christian IV’s overdådige store bilager i 1634 frem til åbningssæsonen for Operaen på Holmen i 2005. Her er store divaer, viljestærke regenter, skandaløse opsætninger og italienske gæstespil. Operaens historie er én lang strøm af op- og nedture for genren. Årtier med sprudlende kreativitet og overvældende publikumstilstrømning afløses af perioder med kunstnerisk ørkenvandring og halvtomme teatre. Det hele bliver overordnet set sat flot i relief af forfatteren, også når det gælder Carl Nielsens tid på Det kgl. Teater. Opførelserne af Saul og David og især Maskarade bliv mindeværdige milepæle, mens komponistens evner som dirigent fremstår mindre flatterende.

Nielsen og nationalscenen

Nede i orkestergraven tjente en ung Carl Nielsen til livets opretholdelse som musiker i Kapellets anden violingruppe i 1890’erne, skønt han egentlig betragtede sig selv som komponist. Med tiden fik han mulighed for at dirigere en del forestillinger, da teatrets faste dirigenter Johan Svendsen og Frederik Rung ofte måtte melde afbud.

Det var også tilfældet, da hans første opera Saul og David i 1902 uropførtes på Det kgl. Teater. Her dirigerede han selv hele ti opførelser, teatrets bedste kræfter Niels Juel Simonsen og Vilhelm Herold sang titelpartierne. Einar Christiansen der havde skrevet librettoen, var i de samme år (1899-1909) en usædvanlig vellidt og stabil direktør for Det kgl. Teater. Selvom Carl Nielsen havde mange glade tilhængere, var der også kritiske røster, som mente, at Saul og David mere mindede om et scenisk oratorium end en egentlig opera, og at koret havde en alt for dominerende rolle.

Da Saul og David gik over scenen første gang, havde Vilhelm Dahlerups fine teaterbygning stået, hvor den endnu står på Kongens Nytorv, i henved 30 år. Dagligdagen efter premiere-begejstringen vendte tilbage blandt musikerne i orkestergraven, dog ikke for Nielsen. Han var utilfreds med at blive sendt tilbage til pulten blandt andenviolinerne, og ikke mere få de prestigefulde dirigentopgaver. Nielsen følte sig desavoueret og vred over, at Svendsen og Rung angiveligt holdt ham ude for at fastholde deres egne positioner. I 1905 sagde han simpelthen sin stilling op!

Opsigelsen gav ham til gengæld tid til at komponere en ny opera. Ifølge Carl Nielsen værkfortegnelsen (CNW) havde han allerede i 1890’erne overvejet at skrive en opera over Ludvig Holbergs komedie Mascaraden. Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen skrev en libretto over komedien, og nu kastede Nielsen sig over kompositionen af den muntre opera med titlen Maskarade. Premieren fandt sted den 11. november 1906 og blev med det samme en kæmpe publikumssucces.

Carl Nielsen havde ramt plet med en helt personlig operastil. Angul Hammerich anmeldte operaen i Nationaltidende, og var især begejstret for første akt:

”Efter den skulde man sværge paa, at Carl Nielsen er født til Opéra comique’en. Saa let, saa behændigt, saa snar i Vendingen, saa rammende i Replikken, med fine Vendinger og pudsige Paahit…”

Man kunne tilføje, at Maskarade var en af de meget få komiske operaer, der så verden i disse år, hvor store dramaer og tragedier dominerede feltet både nationalt og internationalt. Richard Strauss Rosenkavaleren fra 1911 var blandt de få andre eksempler. I Danmark skal man næsten helt tilbage til Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper fra 1773 for at finde noget lige så vittigt.

Maskarade blev hurtigt en fast bestanddel af Det kgl. Teaters opera repertoire. I operaens første sæson gik den 20 gange over scenen, og alene i Carl Nielsens egen levetid opførtes operaen mere end tre snese gange fordelt på 13 sæsoner. I 1907 overværede den norske komponist Edvard Grieg en opførelse og bemærkede, at første akt var den bedste, mens især anden akt stod lidt svagere. Det forstod Carl Nielsen godt. I september 1931, en måned før sin død, skrev han på sin egen charmerende måde i Det kgl. Teaters program, at operaen…

”… har en hemmelig Fejl, som ikke kan ses, naar hun om Aftenen viser sig rask og fint paaklædt i Rampelyset: Hun har faktisk en lille Skævhed i Ryggen, idet anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker ogsaa et anlægge en Bandage i form af et Orkestermellemspil, saa Skævheden kan vokse sig tilrette”.

Rettelsen til operaen nåede han aldrig at realisere. Men med sine to operaer satte Carl Nielsen et markant, festligt og varigt minde i dansk operas historie. Som dirigent for Kapellet nåede Nielsen – endnu engang – at indsende en opsigelse til Det kgl. Teater. I forbindelse med Frederik Rungs sygdom og død i 1914 var det nemlig lykkedes ham igen at varetage en del dirigentopgaver. Det gjorde han sammen med violinisten Georg Høeberg, der hurtigt viste sig at være et langt mere sikkert dirigenttalent med flair for teatret. Høeberg, der i øvrigt var barnebarn af H.C. Lumbye, fik hele tiden flere opgaver, og da den eftertragtede opgave som dirigent for opførelsen af Wagners Tristan og Isolde tilfaldt Høeberg, tabte Nielsen tålmodigheden. Så kunne det også være nok med Det kgl. Teater. Høeberg blev den egentlige efterfølger som ledende dirigent for det kgl. Kapel, mens Carl Nielsen tog sin afsked og koncentrerede sig om sine mange gøremål andetsteds. Han fungerede bl.a. som dirigent for Musikforeningen 1915-27. Som dirigent kunne Carl Nielsen begejstre og inspirere, men der gik mange historier om hans manglende koncentration og overblik, særligt ved store romantiske opførelser med stor besætning.

Eva Hvidt

Melodibogen, Aagaard og Ring

Povl Chr. Balslev
Povl Chr. Balslev: “Thorvald Aagaard og Oluf Ring” fra serien Danske Komponister, forlaget Multivers

Hvis der er to komponister, der bør mindes sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub, så er det Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Tilsammen redigerede de fire Folkehøjskolens Melodibog, da den første gang udkom i 1922, altså for præcis 100 år siden. Det er derfor også interessant, at musikformidler og organist i Svendborg Povl Chr. Balslev netop har skrevet en bog om Thorvald Aagaard og Oluf Ring, hvoraf man tydeligt fornemmer den positive og stemningsfulde indflydelse de indbyrdes havde på hinanden. Historien om deres virke og om melodibogens tilblivelse emmer ligefrem af musikalitet, højskoleånd, grundtvigianisme og landlig idyl. I det følgende fortælles lidt om sangbogens tilblivelse og om Aagaard og Rings bidrag.

Det var de gamle skjalde der sang – sådan stod der på ryggen af højskolesangbogen under Niels Skovgaards ikoniske tegning af to skjalde med en harpe. Først ved den 17. udgave afløstes mottoet af Så syng da Danmark, lad hjertet tale fra Carl Nielsens Den danske sang er en ung blond pige. Heraf skimtes også det historiske perspektiv i udgivelsen fra dyrkelsen af folkelig sangtradition, hvor omrejsende skjalde fortalte historier gennem sang og digt, mens tilhørerne kunne synge med på omkvædet, til den form for fællessang vi kender i dag.

Hele denne overlevering var i meget høj grad inspireret af N.F.S. Grundtvigs store visioner og digtning. Med sin interesse for historien dyrkede han den gamle folkevisetradition, og han begyndte selv at digte i rigelige mængder om tro og om modersmål, historie, folk og fædreland. Det var også gennem Grundtvig at tankerne om højskolerne fødtes. Rødding højskole var den første, der åbnede 1844, og mange flere kom hurtigt til. Her var sang på programmet hver dag, selvom man endnu ikke havde en fælles sangbog. Flere højskoler fik efterhånden deres egne sangbøger, men behovet for en samlet sangbog for højskolebevægelsen tog til, ikke mindst efter danskernes svidende nederlag til tyskerne i 1864. Efter mange indgående diskussioner om, hvorvidt vægten skulle ligge på det kirkelige eller det verdslige stof, eller om det historiske stof skulle gå forud for naturdigtningen, ledte dette i 1894 til udgivelsen af den første egentlige Højskolesangbog.

Alle disse digte og tekster var naturligvis et vigtigt grundlag, men der var endnu ikke helt skik på melodierne. Mange af dem var enten for tarvelige eller digtet over gamle melodier til andre tekster. Der havde også bredt sig en tendens til at dræve alt for meget på tonerne, så de blev fejlagtige og kedelige, desuden ville man gøre op med den overdrevent romantiske stil.

Når det gjaldt fornyelsen af den folkelige sang, skulle der gerne være et skin af genkendelighed i melodien ”Schein des Bekannten”, sådan som J.A.P. Schultz i slutningen af 1700-tallet havde formuleret det ved udgivelsen af sine Lieder im Volkston. Han lavede bl.a. melodi til Sig månen langsomt hæver.

Laub, som blev den altdominerende chefideolog indenfor den folkelige sang og kirkemusikken i 1900-tallets Danmark, mente at ægte folkelighed ikke skulle opnås ved at slække på de kunstneriske krav, men ved at gøre melodierne enklere med faste, klare intervaller, og han greb tilbage til tidligere epokers musik for at finde de rette eksempler. Hans program var skarpt og enkelt, men med stor virkning, og Carl Nielsen bakkede op om Laub i disse sager. Den folkelige sang behøvede slet ikke at være mere banal eller mindre fin end den store klassiske musik.

Da Aagaard i 1905 havde afsluttet sine studier på Musikkonservatoriet i København, vendte han hjem til Fyn, hvor han med varme anbefalinger fra Laub og Nielsen blev ansat som organist i valgmenighedskirken i Ryslinge og som sanglærer på højskolen samme sted. Her begyndte han sin livsopgave med at arbejde for folke- og menighedssangens fornyelse.

Blandt de samtidige digtere, der i høj grad tiltalte både Nielsen og Aagaard, var

Jeppe Aakjær. Og i 1920 trådte Aagaard frem i offentligheden med sine Ni viser til tekster af Jeppe Aakjær, der ligesom Laubs og Nielsens En snes danske viser var beregnet for solo- eller fællessang med klaverakkompagnement. Her finder man fine Aagaardsange som Spurven sidder stum bag kvist, Sneflokke kommer vrimlende og Han kommer med sommer. ”Disse melodier er som den bly viol, der kun findes af den der søger. Men det lønner sig at søge her”, skrev Laub anerkendende om sangene.

Folkehøjskolens Melodibog udkom i 1922 som et idyllisk efterspil ovenpå Første Verdenskrigs dønninger og genforeningen med Nordslesvig. Her var Aagaard ankermanden blandt de fire redaktører. Det blev kulminationen på hans livsgerning, mens Laub og især Nielsen var optaget af mange andre opgaver og Oluf Ring blev inddraget som en kompetent yngste mand i flokken. Opgaven var at foretage en fornyelse under hensyntagen til, hvad der hidtil var blevet brugt af melodier til brug for højskolen og andre syngende kredse. Den første udgave af melodibogen indeholdt 247 nye melodier, hvoraf 73 var af Thomas Laub, 48 af Carl Nielsen, 35 af Aagaard og 28 af Oluf Ring samt 63 bearbejdelser af folkeviser.

Til sammenligning er der i den seneste udgave af Højskolesangbogen i 2020 kommet 151 nye melodier til. Og af denne sangbogs i alt 601 sange står de fire omtalte komponister kun for 75 af melodierne tilsammen. Der er med andre ord sket en fornyelse og forandring, som er nødvendig for at holde sangtraditionen i live.

Der var mange paralleller i Aagaards og Rings flittige arbejde for den folkelige sang og det lokale musikliv. Oluf Ring var dog en mere lystig og omkringfarende fætter i sit arbejde som musiker og seminarielærer. Hans smukke sans for at veksle mellem mol og dur førte til fine sange og salmer som Se, nu stiger solen (til tekst af Jakob Knudsen), Danmark nu blunder den lyse nat (til Thøger Larsens digt) og Når egene knoppes. Med ganske enkle midler komponerede han musik til St. St. Blichers melankolske Sig nærmer tiden, da jeg må væk og til børnesangen Oles nye autobil.

Eva Hvidt