I årets spæde begyndelse kundgjordes det, at de sidste klausulerede breve i Det kgl. Biblioteks Carl Nielsen-arkiv nu kan gøres tilgængelige for offentligheden. Hermed er 47 breve efter Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen åbenbaret, – altså en lille bitte samling i forhold til de tusindvis af breve, der kan læses i selve Carl Nielsen Brevudgaven.
Alle de nytilkomne breve er enten til eller fra ægteparrets fælles ven Ove Jørgensen. De fleste af dem er fra kriseåret 1916, hvor det for alvor gik op for Carl Nielsen, at Anne Marie Carl-Nielsen ønskede at blive separeret fra ham. Begge parter var i dyb krise over dette, og Nielsen-parrets ægteskabskrise resulterede i flere års adskillelse. Både komponisten og billedhuggerinden skrev uafhængigt af hinanden med deres 12-14 år yngre fælles ven Ove Jørgensen i denne periode. Desuden er der nogle få breve fra Marie Møller. Der skal her gives et kort rids af disse to personer, der allerede figurerer med en sværm af breve og henvisninger i Carl Nielsen Brevudgaven.
Ove Jørgensen (1877-1950) var uddannet klassisk filolog, og kastede sig som ung ud i en forskerkarriere med dybtgående studier i Homers forestillingsverden. På en rejse til Athen i 1903 sammen med arkæolog og senere direktør for Ny Carlsberg Glyptoteket, Frederik Poulsen, mødte han Anne Marie og Carl Nielsen. Her var billedhuggerinden i gang med at studere oldtidens kunst ved at kopiere et antal skulpturer og at samarbejde med et internationalt hold af dygtige arkæologer. Det var især figurgruppen Tyfonen, der optog hende. Hun fandt bl.a. frem til en overbevisende måde at sætte stumperne sammen, og hun farvelagde figurerne sådan, som hun mente, de oprindelig havde været.
Carl Nielsen var ved at være etableret som anerkendt komponist på parnasset i København. Her havde han netop fået uropført sin opera Saul og David og sin anden symfoni De fire temperamenter. Mens han var i Athen, nød han tilværelsen og komponerede sin Helios ouverture. I selskab med Ove Jørgensen rejste han videre til Konstantinopel i Tyrkiet, hvor de to unge mænd lod sig fotografere med fez og overskæg (se foto). Nielsen-parret tog sammen med Ove Jørgensen vejen hjem via en inspirerende rejse gennem Italien. Et venskab opstod mellem dem, der varede livet ud.
Anne Marie Carl-Nielsen var imidlertid blevet så engageret og fascineret af Tyfonen, at hun i 1904 igen rejste ned til Athen, for at færdiggøre sit projekt. Hjemme i København sad komponist og kapelmusiker Carl Nielsen nu med tre små børn, den nyansatte fynske hushjælp Maren Hansen og Marie Møller, der siden 1897 havde været ansat som barnepige, foruden selskab af et antal livlige mandlige og kvindelige venner.
Bølgerne gik højt, desperationen ligeså, børn og ægtemand længtes efter Anne Maries tilbagekomst! Da det ikke skete med det samme, indledte Carl Nielsen et erotisk forhold til Marie Møller. Forholdet varede muligvis ved; Marie Møller vedblev i hvert tilfælde at have et fortroligt forhold til komponisten og familien, indtil det hele ramlede op mod 1915.
Carl Nielsen var en berømt og charmerende, og han havde gennem sit liv flere amourøse forhold – dertil et par børn ude i byen, foruden de tre han have med Anne Marie Carl-Nielsen. Hustruen var og blev dog den vigtigste kvinde i hans voksne liv. Marie Møller kom derimod til at føre en meget anonym tilværelse som elskerinde. Først efter år 2000 fik hun med Carl Nielsen Brevudgaven en mere indgående beskrivelse – med god grund, for hun var et ganske spændende menneske.
Marie Møller (1869-1953) var uddannet massør (fysioterapeut). Hun voksede op på Letbæk Mølle i Varde, hvorfra hendes far, mølleejer Niels Møller, i 1894-1910 var valgt som Venstremand til landstinget. Som ung blev hun hushjælp for digterpræsten Jakob Knudsen og hans kone, mens han var lærer på Askov højskole. I denne stilling blev hun vidne til Knudsen-parrets skilsmisse. Jakob Knudsen forelskede sig vist i Marie Møller, men det var ikke gensidigt, og digterpræsten indgik senere i et nyt ægteskab. På et tidspunkt var Marie Møller også i huset hos Valdemar Brücker, valgmenighedspræst i Aagaard nord for Kolding og tæt knyttet til kredsen omkring Johan Borup. I dette grundtvigianske miljø lærte hun også malerinden Elise Konstantin Hansen at kende. Det var hende, der kort tid efter anbefalede Marie Møller at komme i huset hos familien Carl Nielsen i København.
Det viste sig at være en succes. Foruden at passe børnene stod Møller model for Anne Marie Carl-Nielsen, de blev rigtig gode venner, og fra 1903 arbejdede hun desuden på deltid som massør i dr. Peter Dethlefsens klinik. Bruddet i 1915 med Nielsen-familien og med adskillige af deres venner må have været meget smertefuldt for Marie Møller. På det tidspunkt boede hun tilmed i Vester Voldgade 102, meget tæt på Nielsen-parrets bolig i Frederiksholms Kanal.
Marie Møller forblev ugift, men formåede sidenhen at skabe sig en meningsfuld tilværelse. I 1918 var hun medstifter af og næstformand for Den almindelige danske Massageforening (i dag Danske fysioterapeuter). I 1923 blev hun foreningens første kvindelige formand, en ærefuld post som hun beholdt, indtil hun i 1940 trak sig tilbage 70 år gammel.
Også Ove Jørgensen forblev ugift, men han havde nære venner og familiemedlemmer. Efter den skelsættende rejse til Grækenland og Italien, afbrød han overraskende sin forskningskarriere. I stedet indledte han fra 1905 et arbejdsliv som lektor i græsk og latin ved Østersøgades gymnasium. Her følte han sig mere fri til at dyrke sine egne interesser, og han blev en skattet lærer. En række af hans fine dagblads-kronikker om balletten som kunstart og om Charles Dickens forfatterskab blev senere samlet og udgivet. I Dansk biografisk Leksikon gav forfatteren Godtfred Hartmann følgende karakteristiske beskrivelse af ham:
”Som menneske var Jørgensen særpræget som få. Hans sikre, men afdæmpede form kunne svinge mellem overbærende sarkasme og en dybtfølt men samtidig lidt sky omsorg for sine elever. “Magisteren” vil sikkert blive husket af alle dem der har nydt godt af hans undervisning.”
Således blev Ove Jørgensen ikke alene fluen på væggen i Carl Nielsen-parrets mest smertefulde opgør. Han blev også en aktiv mægler mellem parterne. Det fremgår også i flere af de allerede trykte breve.
Eva Hvidt