Sidste højdepunkter
Skønt såvel hans krop som hans familie udsendte advarselssignaler, fandt Carl Nielsen det svært, for ikke at sige umuligt at nedsætte sit arbejdstempo. Ser vi for eksempel på året 1928, så indledte han det med at komponere to af de i alt tre Klaverstykker, opus 59 (posth.). Stykkerne er slutdateret henholdsvis den 15. januar og den 1. marts. Derefter måtte han afbryde klaverskriveriet for at tage fat på Preludio e Presto for soloviolin og Klarinetkoncerten. Da de var fra hånden, skrev han det tredje og sidste klaverstykke, som blev færdigt på Damgaard den 6. november. Allerede den 14. april havde pianisten Christian Christiansen uropført de to første, på samme koncert i foreningen Ny Musik, som dannede rammen om uropførelsen af soloviolin-værket med Emil Telmányi.
Efterhånden tilbragte Carl Nielsen en større og større del af året borte fra København. Til sin tidligere elev Nancy Dalberg skrev han således i maj 1928 fra Damgaard:
“I Kjøbenhavn bliver det efterhaanden virkelig vanskeligt at faa Lov til at raade over sin Tid. Det er en skrækkelig Gevinst at blive ældre og dermed bekendt i sit Fag, men andre Ord: at blive en Fag-Autoritet! Skrækkeligt, ifald man da ikke kan eller vil optræde som en bidsk og afvisende Grobrian. – Jeg har aldrig elsket at bo i Kjøbenhavn og det bliver værre og værre, skøndt jeg indrømmer at det paa mange Maader er en dejlig By. Ifald jeg var Udlænding vilde jeg foretrække Kjøbenhavn for næsten alle de Byer, jeg kender. Men nu er jeg engang for alle: ‘Du danske Mand’.”
I 1928 dirigerede Carl Nielsen i Odense den 2. november. Efter koncerten henvendte H. C. Andersen-forskeren, H. Steenstrup Holbeck, rektor ved Odense Katedralskole, sig for at høre om hans muligheder for at komponere en kantate til festlighederne i 1930 i anledning af 125-året for H. C. Andersens fødsel. Nielsen kunne imidlertid ikke rigtig forestille sig i en kantate i sådan sammenhæng, så han fik i stedet lov til at skitsere handlingen i et lille festspil, som Sophus Michaëlis derefter skrev teksten til.
I første omgang stod andre bestillingsopgaver i vejen. Til Polyteknisk Læreanstalts 100-års fest den 30. august skulle han levere en kantate. Og til åbningen af det første Danske Kunststævne i Forum den 12. oktober skrev han på grundlag af en tekst af Michaëlis en Hymne til Kunsten for soli, kor og blæserorkester, som han selv dirigerede. Desuden dirigerede han flere koncerter med såvel egen som anden dansk musik under stævnet, som var det første i sin art. Dets erklærede formål var at give publikum et overblik over de seneste 50 års produktion inden for digtning, maleri, skulptur og musik.
Musikken til H. C. Andersen-festspillet, som fik titlen “Amor og Digteren” skrev Carl Nielsen for størstedelens vedkommende i april og maj 1930, afbrudt af et besøg i Göteborg i anledning af Göteborg-orkestrets 25-års jubilæum. Med kun tre dages orkester- og sceneprøver var der premiere på Odense Teater den 12. juli. Carl Nielsen, som selv dirigerede, blev hyldet med en laurbærkrans.
I foråret 1928 havde Carl Nielsen overværet en koncert i Glyptotekets Festsal med Palestrinakoret under ledelse af Mogens Wöldike, der seks år tidligere havde stiftet koret med henblik på opførelser af renaissancens korpolyfoni. Nielsen ytrede især interesse for motetten “Vox in Rama audita est” af Clemens non Papa (ca. 1510-1555). Wöldike, som havde studeret musikteori hos Nielsen, bad ham om at komponere noget til koret og foreslog forskellige tekster. Det blev dog Nielsen selv, der sammen med fru Anne Marie fandt frem til nogle Davidssalme-vers, som han i øvrigt beholdt i den latinske version ud fra de samme betragtninger, som havde ligget til grund for tekstversionen af Hymnus Amoris.
Nielsen tog nu igen fat på at studere de gamle mestres vokalpolyfoni. Det havde han gjort allerede i forbindelse med Hymnus Amoris og “Saul og David”. Han havde en enkelt gang senere bevæget sig tilbage mod renaissancen, da han i 1922 til en Musikforenings-koncert instrumenterede og bearbejdede oratoriet Jephtaaf Giacomo Carissimi (1605-74).
Uropførelsen fandt sted i Glyptoteket den 11. april 1930 – “det er som denne vor Mester, for hver Gang han tager fat, søger sig et nyt Emne, en ny Genre og som om Styrkeprøven øger hans Skaberlyst og kunstneriske Kræfter”, skrev Berlingske Tidende.
I Carl Nielsens produktion udgør orgelmusikken en ringe del, rent kvantitetsmæssigt. Han kom meget sent til at skrive for dette instrument og nåede kun at skabe et enkelt storværk for det. Baggrunden var ikke religiøs. Langt snarere var det hans fascination af renaissancens og barokkens polyfoni, der gav inspirationen. En ydre anledning var der dog også. På opfordring skrev Nielsen i 1929 en samling små præludier for orgel eller harmonium. De blev året efter blev udgivet som hans opus 51. For at sætte sig ind i stilen havde han lånt en række gamle orgelværker af Peter Thomsen, der var organist ved Simeonskirken. Via Mogens Wöldike fik han desuden adgang til orglet i Christiansborg Slotskirke. Her kunne han sidde og for sig selv udforske instrumentets muligheder.
Umiddelbart efter at Nielsen ved nytårstid 1931 var blevet udnævnt til konservatorierektor som efterfølger for den afdøde violinist Anton Svendsen, tog han til Stockholm, hvor operaen satte “Saul og David” op. Derefter kaldte pligterne i København. Først den 17. februar kunne han tage til Damgaard, hvor han arbejdede koncentreret, dels på et kort bestillingsværk i anledning af Dansk Ligbrændingsforenings 50-års jubilæum, dels på at færdiggøre et stort nyt orgelværk, som han gav titlen Commotio.
Til sin kone skrev han den 2. marts: “Nu er mit store Orgelstykke helt færdigt og jeg er glad for det Arbejde fordi det er gjort med større Dygtighed end alle mine andre Ting; det kan jeg jo nok selv bedømme, derimod ikke hvordan det ellers er i Aanden. Det er jo et stort Værk og varer vist circa 22 Minutter. Bachs største Orgelværk (Præludium og Fuga i e moll) er paa 368 Takter, mit er 511, saa hvad Omfanget angaar–? Bach er uopnaaelig! Igaar gjorde jeg ogsaa Sangen til Ligbrændingsjubilæet færdig”.
Den 24. april spillede Peter Thomsen værket i Christiansborg Slotskirke for en kreds af Carl Nielsens venner, deriblandt Emilius Bangert, som skulle stå for den egentlige uropførelse. Carl Nielsen holdt sommerferie på Skagen, hvor han bl.a. sad model for maleren Sigurd Swane. Men han afbrød ferien for at komme til stede ved uropførelsen i Aarhus Domkirke den 14. august.
Bortset herfra havde Nielsen delt sommeren 1931 mellem Damgaard og Skagen. Familien bad ham indstændigt om at tage på kur, men han insisterede på at tage tilbage til København, hvor pligterne på Konservatoriet og i Komponistforeningen kaldte. Men også den fornøjelse, som det var at deltage i prøvearbejdet til Det kgl. Teaters nyopsætning af “Maskarade”. Ved generalprøven havde der været kludder med noget af snoreværket på scenen, og i kådhed hejste Nielsen sig op i armene og ordnede det. Dagen efter havde han en række mindre hjerteanfald, men gik alligevel til premieren, som han dog kun med opbydelsen af alle sine kræfter kunne overvære helt til slutningen.
De følgende dage blev hans tilstand ikke bedre, og den 1. oktober blev han på Eggert Møllers foranledning indlagt på Rigshospitalet. Her hørte Carl Nielsen om aftenen ved hjælp af et krystalapparat og høretelefoner en koncert foranstaltet af Danmarks Radio med hans egen musik. Han skulle selv have dirigeret; men Emil Reesen havde måttet overtage ledelsen af Radio-Symfoniorkestret.
Den følgende morgen kom Telmányi på besøg og kunne registrere, at heller ikke Nielsen rigtig havde brudt sig om den åbenbart nervøse eller uoplagte Peder Møllers solopræstation i Violinkoncerten. I løbet af dagen forværredes Carl Nielsens tilstand, og om aftenen samledes hele den nærmeste familie (med undtagelse af sønnen Hans Børge) om hans seng. Han sov stort set hele tiden, men vågnede et kort øjeblik og mumlede:
“I står der, som om I venter på noget”.
Ti minutter over midnat udåndede han. Budskabet spredtes hurtigt. En af Danmarks store sønner var ikke mere.
Så mange ville gerne deltage i bisættelsen af Carl Nielsen, at det af pladshensyn var nødvendigt at flytte den fra Holmens Kirke til Frue Kirke. Bisættelsen fandt sted den 9. oktober 1931 kl. 14. De inviterede gæster blev placeret på gulvet, mens de, som i øvrigt gerne ville deltage, fyldte sidepulpiturerne. Mange fik slet ikke plads. Mogens Wöldike fungerede som organist. Al musik, også salmerne, var af Carl Nielsen.
På Vestre Kirkegård sænkedes kisten i graven til tonerne af slutkoralen fra Blæserkvintetten, spillet af Det kgl. Kapels Blæserkvintet, og derefter sang medlemmer af Studentersangforeningen under Johan Hye-Knudsen Carl Nielsens Aftenstemning, inden Anne Marie Carl-Nielsen fremførte sine meget personligt udformede takkeord. Hun sagde bl.a.:
“Jeg takker hans ældre og yngre Musikvenner. Alle har beriget ham, alle har givet ham noget. Der er meget at takke for. Og saa vil jeg takke ham selv for den frodige Natur, der var hans. Den var aldrig stillestaaende, altid frisk, det var rindende Vand. Han var berigende for sine Nærmeste. Jeg vil takke til sidst det danske Folk, fordi det har sunget hans Sange!”
Anne Marie overlevede sin mand med 15 år. Også hun er, tillige med sønnen og datteren Anne Marie Telmányi, bisat i gravstedet på Vestre Kirkegård.
