Om komponisten

Carl Nielsen (1865-1931) komponerede kendte og elskede sange, og han tonesatte store værker, der førte den romantiske tradition i dansk kunstmusik lige ind i modernismen. Carl Nielsen kom fra landlige omgivelser og ydmyge kår på Fyn, og han endte som Danmarks mest fejrede og berømte komponist. Han var et livligt menneske, der både rummede det folkelige og det finkulturelle. Derfor appellerer hans musik og fortælling direkte til de fleste musikelskere.

I 1891 giftede Carl Nielsen sig med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen (1863-1945). Hun var vokset op på gården Thygesminde i Jylland, og hun modellerede en række markante dyreskulpturer, hvilket hun modtog megen anerkendelse for. Sammen havde komponist og billedhugger en stor og kærlig kunstnerisk vision og tre børn, men ægteskabet havde også alvorlige kriser, når Anne Marie Carl-Nielsen tog på lange studierejser og Carl Nielsen havde svært ved at stå for de mange kvinders beundrende blikke. Carl Nielsen komponerede sceneværker, orkestermusik, korværker, solosange, kammermusik og anden instrumentalmusik. Læs mere