Moderens musik på cd

Det er lidt af en milepæl, at Carl Nielsens samlede musik til skuespillet Moderen nu foreligger på cd, hvorved partituret for første gang siden førsteopførelserne kan høres i sin helhed. Som en officiel fejring af Danmarks genforening med Sønderjylland i 1920 blev Helge Rode bedt om at skrive et skuespil til lejligheden, hvilket resulterede i Moderen, et eventyrspil i en prolog og syv billeder. Rode havde tidligt i processen Carl Nielsen i tankerne til at lave den ledsagende musik, men komponisten vægrede sig af forskellige grunde. Han havde mange opgaver og rejser på dette tidspunkt, bl.a. som dirigentvikar for Wilhelm Stenhammar i Göteborg. Det var heller ikke længe siden, at Nielsens musik til Oehlenschlägers skuespil Aladdin havde haft premiere på Det kgl. Teater efter opslidende kampe. Dertil kom, at arbejdet med hans femte symfoni så småt var ved at tage form.

Men da han først satte sig ved nodepapiret, flød der den skønneste musik fra pennen, hvoraf numre som Tågen letter eller sangene Som en rejselysten flåde, Min pige er så lys som rav eller Så bittert var mit hjerte er blevet meget kendte og elskede indslag. Skønt skuespilteksten for længst er gået i glemmebogen, endte scenemusikken således med at blive det, man husker fra den forestilling. Dog var det først i 2007, at det komplette partitur til skuespilmusikken blev udgivet på tryk takket være Carl Nielsen Udgaven.

I eventyrspillet symboliserer Moderen naturligvis mor Danmark. Historien om hende og hendes tabte søn sættes i gang under prologen, som indvarsles med en flot orkestermarch. Herefter følger syv billeder, hvori der indgår en række fine sange og mellemspil, der til dels minder om anden scenemusik af Carl Nielsen, ikke mindst Maskarade. Indspilningen er meget smukt og stemningsfuldt fremført af tenor Adam Riis (skjalden), baryton Palle Knudsen (narren), DR Vokalensemblet og Odense Symfoniorkester dirigeret af Andreas Delfs. Musikken giver med sine fint afstemte passager en god fornemmelse af, hvordan man dengang fejrede den i bedste forstand skelsættende begivenhed i København, tidens skønvirkestil og nationalfølelse slyngede sig om hinanden. Det er kort sagt en glimrende udgivelse, der her er kommet fra pladeselskabet Dacapo.

I øvrigt bør pladebranchen tage miljøhensyn som alle andre og stoppe med at producere plasticcovers til cd’erne. De kan let erstattes af mere handy og smukke covers af pap, hvor cd’en kan vippes ud af et leje i midten.

E.H.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *