Kærlighed og ægteskab
Omtrent således så Anne Marie Brodersen ud, da Carl Nielsen traf hende i Paris i foråret 1891.
Torsdag den 26. februar 1891 ankom Carl Nielsen til Paris. Her koncentrerede han sig de første dage sammen med danske venner, deriblandt cellisten Fritz Emil Bendix, bror til komponisten Victor Bendix, om at opleve billedkunst, bl.a. på Louvre. Han fik dog også lejlighed til i Den Skandinaviske Forening at spille sine Fem Klaverstykker, opus 3, som gjorde lykke.
Han deltog også ivrigt i det skandinaviske selskabsliv, og den 2. marts noterer han i dagbogen: “Om Aftenen hos Bendix til Selskab, hvor jeg morede mig godt. Frøken Brodersen er egenlig meget kjøn. Kom hjem kl. 2.” Og så gik det stærkt: “Kan ikke huske hvad jeg har oplevet denne Dag uden det, at jeg om Aftenen fandt hende for hvem jeg hele Tiden havde havt en hèl Skala af Følelser og vi ville leve Livet sammen, blive lykkelige og Intet skal faa mig til at tvivle mere.” (16. marts) “Har ikke ført Dagbog i disse 14 Dage, da jeg har levet i en Rus af Lykke. Har sèt meget sammen med Marie og føler mig stadig rigere og betydeligere i hendes Selskab” (30. marts).
De to unges tålmodighed rakte ikke til at få sendt de nødvendige papirer fra Danmark, og de fejrede da sammen med deres danske venner bryllupsfest uden papirer den 10.april i en restaurant, hvor Carl Nielsen og Anne Marie Brodersen selv havde stået for bordpyntningen.
Anne Marie Brodersen (1863-1945) var født på gården Thygesminde i Stenderup ved Kolding. I 1882 førte tegner- og billedhuggerinteressen hende til København, hvor hun studerede bl.a. hos billedhuggeren August Saabye. Hun debuterede ved Forårsudstillingen på Charlottenborg 1884. Siden studerede hun på friplads ved Akademiets Kunstskole for Kvinder, og i 1889 fik hun broncemedalje på Verdensudstillingen i Paris, hvor hun deltog med et par dyreskulpturer. 1890 afsluttede hun sine studier, og det var på et stipendium fra Akademiet hun igen rejste til Paris, hvor hun traf Carl Nielsen. Den unge komponist kendte hun kun flygtigt i forvejen – hun havde overværet den koncert i Tivoli, hvor Strygersuiten, opus 1, var blevet uropført. Da de mødtes, sad maleren og billedhuggeren Jens Ferdinand Willumsen model for hende. Willumsen var i denne periode bosat i Paris. Han blev senere en nær ven af ægtefællerne Nielsen.
Fra Paris rejste Anne Marie og Carl videre til Italien, og den 10. maj 1891 fandt så den formelle vielse sted i den engelske kirke i Firenze. Tiden i Italien gik mest med studier af billedkunst, hvilket Carl langtfra beklagede – et af billederne skulle sågar inspirere ham direkte til en komposition, nemlig Hymnus Amoris.
Midt i det hele slap deres penge op; men heldigvis blev de hjulpet ud af forlegenheden af en landsmand. I slutningen af juni vendte de hjem til Danmark, hvor de i juli måned besøgte først hendes forældre på Thygesminde og derefter hans i Nørre Lyndelse.
Den 9. december 1891 ankom så familiens førstefødte. Hun døbtes Irmelin Johanne Carl-Nielsen, opkaldt efter den fjerde af sangene, Irmelin Rose i de Fem Sange til Tekster af J. P. Jacobsen (opus 4), som Carl Nielsen netop sad og komponerede.
Den 4. marts 1893 fødte Anne Marie endnu en datter, som døbtes Anne Marie Frederikke Carl-Nielsen, i daglig tale kaldet Søs: “Det var ikke med Glæde vi modtog dette Barn; thi vi havde begge ønsket inderligt, at det maatte blive en Søn”, noterer Carl Nielsen i sin dagbog! Den så inderligt ønskede søn, døbt Hans Børge Carl-Nielsen, fødtes så endelig den 5. september 1895.
I 1886 – året efter digterens død – udkom J. P. Jacobsens posthume samling “Digte og Udkast”, hvor de gamle, vedtagne metriske strofeformer opløses til friere vers. Nielsen følte sig stærkt tiltrukket af denne gryende symbolisme, og i den første samling sange han skrev i 1891 – til tekster af Jacobsen, med opusnummeret 4 – understregede han sin respekt for teksterne ved at kalde den Musik til Fem Digte af J. P. Jacobsen. Senere samme år fortsatte han med endnu fem Jacobsen-sange, udgivet som opus 6. I begge samlingerne er hovedparten af sangene gennemkomponerede og klaverakkompagnementerne særdeles selvstændige.
I Ludvig Holstein-sangene, opus 10, fra 1894 er nu de fleste af sangene strofiske. Specielt Sang bag ploven peger frem mod den folkelige fællessang, som siden skulle skaffe Nielsen en bred popularitet, der er blevet få om overhovedet andre danske “seriøse” komponister til del i deres levetid.
Sideløbende med sangene komponerede Carl Nielsen kammermusik: hans tidligst komponerede officielle kammermusik-opus er strygekvartetten i g-mol fra 1888, som efter en revision blev udgivet i år 1900 med opusnummeret 13. I 1890 fulgte så strygekvartetten i f-mol (udgivet i 1892 som opus 5), hvor formbeherskelsen er langt mere udviklet. F-mol kvartetten blev uropført ved en kammermusiksoiré med medlemmer af Det kgl. Kapel den 8. april 1892 og fik en fin modtagelse. F-mol kvartetten blev det første Nielsen-værk, som opnåede større international udbredelse.