Hyldest til Maskarade-festen

Dénise Beck og Gert Henning-Jensen i Maskarade. Foto: Camilla Winther”Fordum var der fred på gaden, førend vægteren råbte ni”, synger den mismodige Jeronimus i Carl Nielsens Maskarade, som lige har haft repremiere i Operaen. Jamen dog! Det er jo netop sådan, det er at leve for tiden under den fortvivlende Covid19 pandemi. Det gik heller ikke ubemærket hen i Kasper Holtens genopfriskede iscenesættelse, hvor det hele fik et corona-twist. Jeronimus kom, efterhånden som løjerne udviklede sig, til at minde om en af mine allerkæreste gamle onkler i en fin præstation af barytonen Morten Staugaard.

Endnu bedre blev det i den kostelige scene i første akt, hvor Hr. Leonard, sunget af Michael Kristensen, ankom iført plastic visir og desinficerende spritklud, da de to kommende svogre med alle høfligheds foranstaltninger må gå til bekendelse: ”Min søn har brudt sit ord”, ”Min datter har brudt sit!” ”Så er vi kvit!” synger de i kor, mens den unge søn Leander og hans tjener Henrik må kæmpe bravt for at komme ud i nattelivets maskerade.

Opsætningen er, som man vil vide fra tidligere, rykket frem til vore dages bedre borgerskab med samtalekøkken, mobiltelefoner og designermøbler i Marie í Dalis scenografi. Her møder man først makkerparret i den unge generation: Leander og hans tjener Henrik smukt sunget af barytonen Simon Duus. Denne aften var det dog afgjort Gert Henning-Jensen, der som Leander bar forestillingen igennem med fint scenisk nærvær, elegant fysik og stort vokalt overskud. Johanne Bock gav en let fordrukken og karantæneramt Magdelone med maner. Som de to tilbedte jomfruer Leonora og Pernille hørtes Dénise Becks fine lyriske sopran og Johanne Højlunds mere fyldige stemmepragt. Og så kunne man opleve den unge Nicolai Elsberg springe over scenen som vægter i Ole Lukøjekostume og med en dejlig basstemme, der både er lys og mørk i klangen. Det kgl. Kapel spillede med bravur under Michael Schønwandts ledelse, måske dog en smule for kraftigt under nogle af scenerne.

Tredje akts store festscene med maskeraden giver ligesom festscenen i Johann Strauss Flagermusen plads til en masse underholdende indslag, herunder flere sindrige balletoptrin koreograferet af Signe Fabricius. De mange skiftende scener i tredje akt er en noget forvirrende del af operaen. Alligevel bliver man mægtig glad og feststemt med den lykkelige finale og slutkorets ”Kehraus! Kehraus!”

Summa summarum: Her kom jeg som en anden Jeronima til repremieren for at brokke mig over, at det ikke var en ny iscenesættelse, der var tale om. Men så viste det sig at være sådan en sjov og opløftende aften, at det for en tid bragte mig på andre og mere hjertelige tanker.

Sorrig og glæde, de vandrer til hobe. Det er tankevækkende, at Carl Nielsen under tilblivelsen skrev, at han følte sig ”ligesom et åbent rør hvorigennem der løber en musikstrøm som milde stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning”, da han i årene op mod 1906 komponerede dette mesterstykke af en komisk forvekslings-opera. Samtidig gennemlevede han en af de alvorligste perioder i sit liv, hvor både han selv og børnene var i krise, mens hustruen Anne Marie Carl Nielsen i lange perioder arbejdede som billedhugger i Athen.

Maskarade, opera af Carl Nielsen, libretto af Vilhelm Andersen efter Ludvig Holbergs komedie ”Mascarade”, spilles i Operaen København indtil 28. januar 2021

Eva Hvidt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *