Den kendte komponist
Mange anså det for en helligbrøde, da det blev offentlig kendt at litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen sammen med Carl Nielsen var i gang med en opera på basis af Holberg-komedien “Mascarade”. Op mod premieren blev den offentlige kritik så følelig, at Andersen og Nielsen gik i gang med at fabrikere en udglattende prolog, som skulle tage brodden af kritikken. Kun tidsnød forhindrede, at den blev realiseret til urpremieren på Det kgl. Teater den 11. november 1906. Carl Nielsen dirigerede selv, og på rollelisten stod nogle af teatrets førende sangere.
Havde de to ophavsmænd frygtet en fiasko, så blev deres bange anelser gjort til skamme af et veloplagt publikum. Operaen kom til at gå hele tyve gange i den resterende del af sæsonen 1906-07 for stort set udsolgte huse, og fra og med den syvende opførelse skiftedes Carl Nielsen og Frederik Rung til at dirigere.
Pressen var mere delt i sin holdning – navnlig, når det gjaldt librettoens forhold til Holberg. Om det musikalske herskede der større enighed. Førsteakten fremhævedes af stort set alle anmeldere som ubetinget vellykket. Carl Nielsen var selv klar over operaens ubalance og skrev kort før sin død i en programartikel, at “anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker ogsaa engang paa at anlægge en Bandage i Form af et Orkestermellemspil”. Det nåede han aldrig at få gjort.
En stor del af Carl Nielsens kompositionsvirksomhed bestod af bestillingsopgaver, og jo mere kendt han blev, jo flere kom der af dem. Selv om vi givetvis ikke kender til alle de opgaver, som han af den ene eller anden grund har sagt nej til, synes det dog som om han havde svært ved at sige nej. Det førte ind imellem til situationer hvor den pågældende opgave kun lod sig løse ved inddragelse af ekstra arbejdskraft til renskrivning og instrumentation, ja i visse tilfælde endog til dele af kompositionsarbejdet. Her måtte hans elever og venner, såsom Henrik Knudsen, Julius Röntgen og Emilius Bangert, holde for.
Blandt hans bestillingsopgaver er ikke alene stort set al hans scenemusik, men også en hel række kantater, hvoraf enkelte udpluk lever i koncertsalen eller som folkelige sange. De seneste år har set en række indspilninger, som kan give et vist indtryk af disse dele af Carl Nielsens musikalske univers. Men en stor del af denne musik samler stadig støv i arkiverne.
På det trykte program til Carl Nielsen-koncerten den 28. februar 1912 stod der blot “Symfoni (ny)”. Men allerede inden denne, Carl Nielsens Tredje Symfoni blev spillet igen på Det kgl. Teaters scene den 4. maj, havde komponisten fundet det formålstjenligt at gøre førstesatsens karakterbetegnelse til symfoniens undertitel, som hermed blev Sinfonia Espansiva. Når Det kgl. Teater således brød sine sædvanlige begrænsninger og lod Det kgl. Kapel med Carl Nielsen i spidsen fremføre en symfoni fra scenen (hvilket viste sig akustisk uheldigt og medførte, at man programsatte den endnu en gang den 21. maj, men nu fra orkestergraven), så skyldtes det vel ikke mindst den modtagelse, den nye symfoni havde fået. Allerede inden opførelserne på Det kgl. Teater havde Carl Nielsen den 28. april dirigeret den nye symfoni med Concertgebouworkestret i Amsterdam, hvor modtagelsen både hos publikum og presse havde været positiv.
Symfonien, der inddrager et par tekstløse vokalstemmer i andensatsens pastorale idyl, var skrevet i 1910-11. Den blev Nielsens gennembrudsværk, også internationalt: i 1913 dirigerede han den således i Stuttgart, Stockholm og Helsingfors, og samme år blev den udgivet af forlaget C.F. Kahnt i Leipzig for et honorar, der var langt højere end det, som hans sædvanlige danske forlægger gav ham for en ny symfoni.
Sammen med den nye symfoni havde Nielsen også fået uropført en violinkoncert, som den danske violinist Peder Møller havde inspireret ham til at gå i gang med at skrive. Møller var vendt hjem til Danmark efter femten års ophold i Paris og havde af økonomiske grunde accepteret en stilling i Det kgl. Kapel. Den nye Violinkoncert blev påbegyndt under et sommerhold i 1911 hos Nina Grieg på Troldhaugen uden for Bergen, hvor Nielsen fik lov at låne Griegs lille kompositionshytte nede ved vandet. Han blev dog hverken færdig her eller under det efterfølgende besøg på Damgaard i Østjylland. Derfor måtte efterårs-nattetimerne tages til hjælp, så den kunne nå at være klar til uropførelse sammen med symfonien.
Peder Møller, som det følgende år spillede koncerten til sejr også i Stockholm, Helsingfors og Göteborg, og som siden spillede den i bl.a. Paris, Berlin og Oslo, burde vel have haft koncerten tilegnet. Men af den ene eller anden grund fik Carl Nielsen det ikke gjort i første omgang. Hans sidste chance for at ordne det var ved udgivelsen i 1919, hvor han dog i mellemtiden havde fået en violinspillende svigersøn, Emil Telmányi, der også gerne ville optræde med den teknisk ganske krævende koncert (og gjorde det første gang i 1920 med Nielsen som dirigent)