Den fynske barndom

“Den 9. Juni 1865 havde min Mor en slem, men vel ogsaa en lykkelig Dag. Mine Forældre boede i et lille Bondehus midt paa en Mark i Nørre-Lyndelse paa Fyn. Den nærmeste Omegn hedder Sortelung. Min Mor var ene hjemme med nogle af de mindre Børn, da hun skulle føde mig. Det var meget strengt, og hun gik uden for Huset, tog omkring et Træ og bankede sit Hoved imod Stammen. Jeg tror derfor, hun maa have været glad og lettet, da jeg endelig kom til Verden.”

Sådan begynder Carl Nielsen sine barndomserindringer, der udkom i 1927 med titlen “Min fynske Barndom”. Bogen er vor væsentligste kilde til vor viden om Carl Nielsens barndom og ungdom, indtil han ved årsskiftet 1883-84 forlod Fyn for at studere i København.

Huset på Sortelung (=den sorte højmose), hvor Carl Nielsen blev født, er for længst borte. Der blev ikke bygget noget nyt hus i stedet; men på stedet hvor det lå, er der i dag en mindesten og en flagstang. Carl blev født som nummer syv i en børneflok på i alt tolv. Forældrene var Maren Kirstine Jørgensen, født Johansen (1833-1897) og Niels Jørgensen (1835-1915). Alle børnene hed Nielsen til efternavn. Dette stred mod den bekendtgørelse, som det da nyoprettede Kultus-Ministerium havde udsendt i 1856 om fastfrysning af slægtsnavne. Men mange præster, især på landet, tillod den gamle navneskik at overleve i endnu det meste af en menneskealder.

Niels Jørgensen arbejdede som daglejer på nærliggende gårde, men også som husmaler. Folk i almindelighed kendte ham derfor som Niels Maler, også når han tog ud og spillede til dans. Ofte var han borte flere dage ad gangen, og det var så moderen, Maren Kirstine, der måtte holde sammen på husholdningen. I én længere periode stod hun alene med ansvaret, nemlig da Niels Maler fra december 1863 til august 1864 var indkaldt som soldat på grund af krigen med Preussen og Østrig.

Carl Nielsens tidligste musikalske erindringer er knyttet til moderen. Det var nemlig hende, der rakte ham den trekvart violin, der hang på væggen, da han som seksårig lå syg af mæslinger. Han skulle så spille på violinen, hvad hun sang. Han lærte sig et par melodier, som han spillede for faderen, da han kom hjem. Faderen lyttede i tavshed, tog violinen, stemte den og rakte den tilbage til sønnen – den eneste musikpædagogiske situation mellem fader og søn, som vi har fået indblik i!

“Jeg var ikke særlig flink i de boglige Fag, men heller ikke af de ringeste; derimod kunde jeg springe ret højt i Gymnastik, og navnlig var jeg virkelig flink til at klatre op ad Tovet eller Stangen; det kunde jeg gøre flere Gange i Træk uden at røre med Benene.” Således beskriver Carl Nielsen i “Min fynske Barndom” sit møde med skolen.

Den unge Carl formodes at have begyndt sin skolegang den 1. maj 1872. Han var så heldig, at der det følgende år blev ansat en ny hjælpelærer, Emil Petersen. Han bragte skolen på fode igen efter en nedgangsperiode: “Det var en begavet Mand, som jeg tænker paa med stor Taknemmelighed, ogsaa fordi han senere underviste mig paa Violinen, ordentligt og efter Noder”.

I lighed med andre landarbejderbørn var Carl Nielsen fra en tidlig alder beskæftiget med lønarbejde af varierende omfang. Indtjeningen indgik i familiens økonomi; men børnene fik dog almindeligvis lov til at beholde en mindre sum til sig selv. Carl var første gang ude at arbejde som otte-ni-årig. Det var som gåsedreng på Bramstrup, hvor han tidligt om morgenen drev gæssene ud i kæret og om aftenen hjem igen. Efterhånden som han blev ældre, kunne han påtage sig stadig hårdere arbejde. Således kom han om sommeren til at arbejde på et nærliggende teglværk.

Carl Nielsen fik en violin i hånden som seksårig. I otte-ni års alderen synes violinundervisningen at være kommet i fastere rammer, dels hos hans far, dels hos Emil Petersen, læreren i Nørre Lyndelse Skole. Snart tog han også med sin far ud at spille til dans. Han begyndte også at komponere små melodier, som han skrev ned efter bedste evne.

Hvornår præcist familien flyttede til et hus med navnet Petersborg, lige op og ned af sognegrænsen mellem Nørre Lyndelse og Nørre Søby, står ikke helt klart. Skødet er udstedt den 23. marts 1879, men en hel del tyder på, at familien da havde beboet huset allerede i et års tid. I dag er huset, der kendes som “Barndomshjemmet”, indrettet som museum. Det er i øvrigt på grund af en vejomlægning blevet flyttet nogle få meter mod vest.