Den danske sang
“Det oprindelige er det vanskeligste, og den Sjælstilstand, jeg taler om, er en Gave, der for mange er uopnaaelig. Drankeren har svært ved at finde sig til Rette med Kildevand, Skøgen med Morgenbøn, Hasardspilleren med Panteleg, og dog var de alle fra Fødselen helt ufordærvede; men det har de glemt, og saa er det svært at finde tilbage til det oprindelige.”
Det oprindelige, som Carl Nielsen her taler om (med anledning af udgivelsen af Thomas Laubs Tolv Viser og Sange, der udkom i 1921), består i, at digtene er
“musikalsk saaledes behandlet, at den fineste Udarbejdelse er parret med det dybest mulige folkelige Præg, den ædleste Melodiføring med ganske jævn, almenfattelig Harmonisering.”
Hvad Nielsen her siger om Laub, karakteriserer i høj grad også hans egen sangproduktion, som efter århundredeskiftet næsten udelukkende består af strofiske sange til et enkelt akkompagnement. Et par markante eksempler fra perioden, før han begyndte at samarbejde med Laub, er Drachmanns Du danske Mand(skrevet til Tivoli Sommerteaters revy i 1906) og Aakjærs Jens Vejmand (udg. 1907). Den sidstnævnte blev en veritabel landeplage og udkom hurtigt på grammofonplade. Også Nielsens musikforlægger, Wilhelm Hansen, fik glæde af succes’en. Sangen indgik i det første hæfte af de Strofiske Sange, opus 21, men blev hurtigt trykt særskilt og gik som varmt brød. med Aakjær sluttede Nielsen et varmt venskab, hvorimod hans forhold til Drachmann forblev mere forretningsmæssigt, da de siden skulle samarbejde om scenemusik.
I foråret 1914 henvendte højskoleforstander Johan Borup (1853-1946) sig til Carl Nielsen om nyskrevne melodier til de sangtekster, som han havde samlet i en sangbog til sin højskole. Nielsen bad dels Laub, dels nogle af sine elever om at medvirke. Selv leverede han i alt 15 melodier, hvoraf de fleste dog havde været trykt før. Borups Sangbog blev hans første nærmere kontakt med højskolekredse.
Laub havde Nielsen første gang truffet så tidligt som 1891 hos deres fælles ven Axel Olrik og siden fulgt hans bestræbelser for en reform af kirkesangen og folkesangen med sympati, men på en vis afstand. Nu gik han ind i et aktivt samarbejde, og et af resultaterne blev udgivelsen af En Snes danske Viser, markedsført gennem en såkaldt Dansk Vise-Aften i Odd Fellow-Palæet den 13. april 1915, hvor sangene fremførtes af tre sangere på skift. Nielsen havde skrevet 12 af de 23 sange – snesen havde man ikke taget helt bogstaveligt. Blandt hans sange var der to, der siden skulle blive fællessangs-klassikere, nemlig Jeg bærer med Smil min Byrde og Underlige Aftenlufte.
De to komponister havde forsøgt at bløde den vanlige stive koncertform op ved at bede sangerne om at komme i dagligt tøj og sidde på tribunen alle tre under alle viserne. Alligevel var modtagelsen tøvende. Det afholdt dog ikke Nielsen og Laub fra at fortsætte: to år senere udkom et bind to med endnu En Snes.
Samarbejdet med Laub kulminerede i 1922 med Folkehøjskolens Melodibog. Oprindelig var det komponisten Thorvald Aagaard (1877-1937), der havde fået overdraget at stå for den første harmoniserede melodisamling til Folkehøjskolens Sangbog (der første gang udkom i 1894). Aagaard indså det uoverkommelige i den nye opgave, så han inddrog foruden Nielsen også Laub og dennes elev Oluf Ring (1884-1946).
Carl Nielsen leverede i alt omkring 50 melodier og/eller udsættelser til Folkehøjskolens Melodibog. Han var glad for arbejdet: “Naar jeg skriver disse letfattelige, enkle Melodier er det som om det slet ikke er mig der komponerer; det er som om – hvad skal jeg sige – det var Folk fra min Barndom ovre paa Fyn eller som om det var det danske Folk som ønsker noget gennem mig. Men det lyder maaske saa stort, da Sagen er saa jævn og simpel; i hvert fald for mig.” Hans arbejde i denne sammenhæng skulle også vise sig at være af blivende værdi: i bogens 18. udgave fra 2006 er der stadig ikke mindre end 36 melodier af Nielsen.
I de sange, som Carl Nielsen havde skrevet inden år 1900, havde han tonesat samtidsdigtning, digte, han selv havde valgt, af især J.P. Jacobsen og Ludvig Holstein. Derefter havde han i en længere periode stort set koncentreret sig om større musikalske former. Først da han havde forladt Det Kongelige Teater i 1914, blev sange igen en bærende del af hans produktion. Men nu koncentrerede han sig mest om ældre danske digtere, såsom Oehlenschläger, Blicher, H.C. Andersen og Grundtvig. Og hvad entetn det drejede sig om salmer eller sange, var det sjældent tekster, som han selv valgte, men i stedet digte, han fik udleveret af redaktørerne af de forskellige udgivelser, som han blev del af – hvad enten de manglede en ny melodi til en given tekst eller fandt en allerede eksisterende mindre god.
Religiøs i konventionel forstand var Carl Nielsen ikke. Det hindrede ham ikke i at sætte musik til en række salmer (Salmer og aandelige Sange, komponeret 1913-15, udgivet 1919), og hans ven Laub havde da også langet ud efter ham: “En Salmekomponist maa være Barn af Huset, hvormed jeg ikke tænker paa, at han har en patenteret Tro, – hans Tro kan være lille, kan være forkert, – men, han maa være hjemme i, d.v.s. have levet i Menighedssangen, helst fra Barn af, kende den ved Brug”, skrev han til Nielsen.
Carl Nielsens arbejde med den folkelige sang standsede ikke med udgivelsen af første udgave af Folkehøjskolens Melodibog i 1922. Dels bidrog han til senere udgaver. Dels arbejdede han videre i andre sammenhænge. I foråret 1923 udkom Sangbogen “Danmark”, redigeret af Albert Jørgensen. Københavns skoleborgmester Ernst Kaper henvendte sig så til Carl Nielsen med henblik på en melodibog, udsat for lige stemmer, d. v. s. børnekor. Nielsen var nødt til at tage helbredshensyn og valgte som samarbejdspartner sanglæreren og komponisten Hakon Andersen (1875-1959).
Førsteudgaven af melodibogen til Sangbogen “Danmark”indeholdt i alt 278 sange, hvoraf 44 melodier af Carl Nielsen, enkelte enstemmige, men de fleste to- eller trestemmige.
I 1924 vovede Carl Nielsen så at nærme sig et af nationalklenodierne, nemlig Der er et yndigt Land. Nielsens nye version blev under stor opmærksomhed førsteopført ved Dansk Korforenings landsstævnekoncert i Det Kongelige Teater den 1. juni 1924 med Det Kongelige Kapel under ledelse af Georg Høeberg til at akkompagnere. Men det lykkedes ham ikke at gentage den folkelige succes, han fik med Fynsk Foraar to år tidligere.
En del af anmeldelserne var negative og Laub følte sig stødt, fordi han relativt kort forinden havde skrevet en ny melodi, som han mente Nielsen burde have givet en chance. Og hverken for Laub eller Nielsen lykkedes det at fortrænge Krøyers gamle melodi, selv om den med sin kantede rytmik måske ikke føles specielt i pagt med det blidt bølgende bakkedals-land Danmark.