Hyldest til Maskarade-festen

Dénise Beck og Gert Henning-Jensen i Maskarade. Foto: Camilla Winther”Fordum var der fred på gaden, førend vægteren råbte ni”, synger den mismodige Jeronimus i Carl Nielsens Maskarade, som lige har haft repremiere i Operaen. Jamen dog! Det er jo netop sådan, det er at leve for tiden under den fortvivlende Covid19 pandemi. Det gik heller ikke ubemærket hen i Kasper Holtens genopfriskede iscenesættelse, hvor det hele fik et corona-twist. Jeronimus kom, efterhånden som løjerne udviklede sig, til at minde om en af mine allerkæreste gamle onkler i en fin præstation af barytonen Morten Staugaard.

Endnu bedre blev det i den kostelige scene i første akt, hvor Hr. Leonard, sunget af Michael Kristensen, ankom iført plastic visir og desinficerende spritklud, da de to kommende svogre med alle høfligheds foranstaltninger må gå til bekendelse: ”Min søn har brudt sit ord”, ”Min datter har brudt sit!” ”Så er vi kvit!” synger de i kor, mens den unge søn Leander og hans tjener Henrik må kæmpe bravt for at komme ud i nattelivets maskerade.

Opsætningen er, som man vil vide fra tidligere, rykket frem til vore dages bedre borgerskab med samtalekøkken, mobiltelefoner og designermøbler i Marie í Dalis scenografi. Her møder man først makkerparret i den unge generation: Leander og hans tjener Henrik smukt sunget af barytonen Simon Duus. Denne aften var det dog afgjort Gert Henning-Jensen, der som Leander bar forestillingen igennem med fint scenisk nærvær, elegant fysik og stort vokalt overskud. Johanne Bock gav en let fordrukken og karantæneramt Magdelone med maner. Som de to tilbedte jomfruer Leonora og Pernille hørtes Dénise Becks fine lyriske sopran og Johanne Højlunds mere fyldige stemmepragt. Og så kunne man opleve den unge Nicolai Elsberg springe over scenen som vægter i Ole Lukøjekostume og med en dejlig basstemme, der både er lys og mørk i klangen. Det kgl. Kapel spillede med bravur under Michael Schønwandts ledelse, måske dog en smule for kraftigt under nogle af scenerne.

Tredje akts store festscene med maskeraden giver ligesom festscenen i Johann Strauss Flagermusen plads til en masse underholdende indslag, herunder flere sindrige balletoptrin koreograferet af Signe Fabricius. De mange skiftende scener i tredje akt er en noget forvirrende del af operaen. Alligevel bliver man mægtig glad og feststemt med den lykkelige finale og slutkorets ”Kehraus! Kehraus!”

Summa summarum: Her kom jeg som en anden Jeronima til repremieren for at brokke mig over, at det ikke var en ny iscenesættelse, der var tale om. Men så viste det sig at være sådan en sjov og opløftende aften, at det for en tid bragte mig på andre og mere hjertelige tanker.

Sorrig og glæde, de vandrer til hobe. Det er tankevækkende, at Carl Nielsen under tilblivelsen skrev, at han følte sig ”ligesom et åbent rør hvorigennem der løber en musikstrøm som milde stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning”, da han i årene op mod 1906 komponerede dette mesterstykke af en komisk forvekslings-opera. Samtidig gennemlevede han en af de alvorligste perioder i sit liv, hvor både han selv og børnene var i krise, mens hustruen Anne Marie Carl Nielsen i lange perioder arbejdede som billedhugger i Athen.

Maskarade, opera af Carl Nielsen, libretto af Vilhelm Andersen efter Ludvig Holbergs komedie ”Mascarade”, spilles i Operaen København indtil 28. januar 2021

Eva Hvidt

Nielsens violinværker indspillet

Violinist Hasse Borup

Pladeselskabet Naxos har nu udgivet cd’en med violinist Hasse Borups indspilning alle Carl Nielsens violinværker solo og med klaver. Her bliver man præsenteret for en bred palet af komponistens omfangsrige udtryk og kunnen. Fra den helt tidlige, folkelige polka komponeret af en kun 8-årig Carl over en lille hilsen og to yndefulde romancer, der for de tidlige værkers vedkommende nu er indspillet for første gang, til store modne og interessante sonater, som her fremføres sammen med den særdeles velspillende amerikanske pianist Andrew Staupe. Endelig kan man høre to værker for soloviolin komponeret i midten af 1920’erne, hvor Nielsen med sine orkesterværker var slået ind på meget mere radikalt eksperimenterende og moderne musikstil. Det ene Præludium, tema og variationer var dediceret til komponistens svigersøn Emil Telmányi, som uropførte værket. Det andet Præludio e presto var en videreudvikling af en hilsen Nielsen havde lavet til komponisten Fini Henriques. Det er interessant at høre, ikke mindst fordi Carl Nielsen selv var udlært violinist, i adskillige år ernærede sig som musiker i Det kgl. Kapel, og gennem flere somre engagerede sig som primarius ved skiftende strygekvartetter i det sommerlige musikliv på Fuglsang Gods. Link: https://www.naxos.com/catalogue/item.asp?item_code=8.573870

E.H.

Koncerten med Rikke Sandberg og Tanja Zapolski

Det var en stor glæde, at det lykkedes os at gennemføre koncerten med Den Danske Klaverduos første offentlige fremførelse af det firehændige partitur til Carl Nielsens 3. symfoni. Tak til Christians Kirke, der få dage før trådte til som koncertsal, efter at Mogens Dahls Koncertsal desværre var gået konkurs. Programmet kan ses nedenfor. Nielsens håndskrevne partitur til arrangementet kan ses via Det kgl. Biblioteks scanning af manuskriptet:  http://img.kb.dk/ma/CarlNielsen/cns064c.pdf  Det er ikke let at følge de blege blyantsnoder, så man forstår godt, at Per Salo måtte skrive partituret rent, før værket kunne opføres.

PROGRAM, CHRISTIANS KIRKE TIRSDAG 10. NOV. 2020 

Nicklas Schmidt (1976-): Hommage á Carl Nielsen

Carl Nielsen (1865-1931): Symfoni nr. 3, Espansiva,
firehændigt arrangement for klaver af Carl Nielsen                                              Allegro espansivo, Andante pastorale, Poco allegretto, Finale, Allegro

Carl Nielsen: Orientalsk Festmarsch fra Aladdin Suite, arrangeret for firehændigt klaver af Anthony Weeden

RIKKE SANDBERG OG TANJA ZAPOLSKI, KLAVER

Carl Nielsens 3. symfoni blev uropført i Odd Fellow-Palæet den 28. februar 1912 med bragende succes. Modtagelsen blev endda et vendepunkt i opfattelsen af Carl Nielsens musik, som nu stod fuldmodent frem. Det firehændige klaverpartitur til symfonien havde Carl Nielsen brugt til at bane vejen for opførelsen af værket. Herved fik Carl Nielsen allerede i 1911 gjort indtryk på hjemlige kolleger, bl.a. komponisten Hilda Sehested og to år senere betydningsfulde tyske musikfolk som Karl Straube, kantor og organist ved Thomaskirken i Leipzig. I 1947 blev det håndskrevne klaverpartitur til symfonien overdraget fra vennen og pianisten Henrik Knudsens bo til Det kgl. Bibliotek. Komponisten havde muligvis efterladt manuskriptet hos ham, for at få lavet en mere reel kopi. Der var nemlig ret fremskredne planer om at udgive klaverarrangementet, hvilket fremgik af musikforlaget C.F. Kahnts katalog i Leipzig i 1913; det blev dog aldrig realiseret. I år har pianisten Per Salo renskrevet det firehændige blyants-manuskript, så det nu foreligger i digital form. På titelbladet står der bare Symfoni. Det var først efter uropførelsen, at Nielsen valgte at give værket betegnelsen Sinfonia espansiva efter første sats tempobetegnelse Allegro espansivo. I den færdige symfonis anden sats Andante pastorale indgår der som bekendt nogle smukke vokale indslag sunget af en sopran og en baryton solist. Denne tilføjelse var noget, der først sent kom ind i kompositionsprocessen, og de er kun markeret forsigtigt ved deres indsatser i det firehændige klaverpartitur.

Eva Hvidt

Moderens musik på cd

Det er lidt af en milepæl, at Carl Nielsens samlede musik til skuespillet Moderen nu foreligger på cd, hvorved partituret for første gang siden førsteopførelserne kan høres i sin helhed. Som en officiel fejring af Danmarks genforening med Sønderjylland i 1920 blev Helge Rode bedt om at skrive et skuespil til lejligheden, hvilket resulterede i Moderen, et eventyrspil i en prolog og syv billeder. Rode havde tidligt i processen Carl Nielsen i tankerne til at lave den ledsagende musik, men komponisten vægrede sig af forskellige grunde. Han havde mange opgaver og rejser på dette tidspunkt, bl.a. som dirigentvikar for Wilhelm Stenhammar i Göteborg. Det var heller ikke længe siden, at Nielsens musik til Oehlenschlägers skuespil Aladdin havde haft premiere på Det kgl. Teater efter opslidende kampe. Dertil kom, at arbejdet med hans femte symfoni så småt var ved at tage form.

Men da han først satte sig ved nodepapiret, flød der den skønneste musik fra pennen, hvoraf numre som Tågen letter eller sangene Som en rejselysten flåde, Min pige er så lys som rav eller Så bittert var mit hjerte er blevet meget kendte og elskede indslag. Skønt skuespilteksten for længst er gået i glemmebogen, endte scenemusikken således med at blive det, man husker fra den forestilling. Dog var det først i 2007, at det komplette partitur til skuespilmusikken blev udgivet på tryk takket være Carl Nielsen Udgaven.

I eventyrspillet symboliserer Moderen naturligvis mor Danmark. Historien om hende og hendes tabte søn sættes i gang under prologen, som indvarsles med en flot orkestermarch. Herefter følger syv billeder, hvori der indgår en række fine sange og mellemspil, der til dels minder om anden scenemusik af Carl Nielsen, ikke mindst Maskarade. Indspilningen er meget smukt og stemningsfuldt fremført af tenor Adam Riis (skjalden), baryton Palle Knudsen (narren), DR Vokalensemblet og Odense Symfoniorkester dirigeret af Andreas Delfs. Musikken giver med sine fint afstemte passager en god fornemmelse af, hvordan man dengang fejrede den i bedste forstand skelsættende begivenhed i København, tidens skønvirkestil og nationalfølelse slyngede sig om hinanden. Det er kort sagt en glimrende udgivelse, der her er kommet fra pladeselskabet Dacapo.

I øvrigt bør pladebranchen tage miljøhensyn som alle andre og stoppe med at producere plasticcovers til cd’erne. De kan let erstattes af mere handy og smukke covers af pap, hvor cd’en kan vippes ud af et leje i midten.

E.H.

 

Fødselsdagsfejring

Da man den 9. juni 1965 fejrede 100 året for Carl Nielsens fødsel, blev dette fine frimærke  udsendt. Det blev tegnet af den tids fine gravør Mads Stage. Portrættet er værd at studere i forstørret form, da det er en usædvanlig smuk og detaljeret tegning, formodentlig lavet på grundlag af et fotografi.

Vi benytter anledningen til at mindes dette i dag, hvor komponistens posthume 155 års fødselsdag fejres.

Rekreation

Når Carl Nielsen af helbredsgrunde og dårligt hjerte skulle skåne sig selv, strikkede han eller læste i nogle bøger. Her er han fotograferet i Jonsered.

Hædersprisen til Nikolaj Szeps-Znaider

Nikolaj Szeps-Znaider. Foto: Bjarne Juul

 

Efter koncerten den 13. februar i Mogens Dahls Koncertsal modtog violinist og dirigent Nikolaj Szeps-Znaider Carl Nielsen Selskabets hæderspris for hans mange fine fremførelser af Carl Nielsens Violinkoncert og som opmuntring til, at han som dirigent skal cd-indspille alle Carl Nielsens symfonier med Odense Symfoniorkester, der i 2021 fejrer sit 75-års jubilæum.

Portræt af to kvindelige komponister

Lisbeth Ahlgreen Jensen, der i årtier har arbejdet med at drage kvindelige danske komponisters skæbne ud af glemslen, har udgivet en bog om de næsten samtidige tonesættere Hilda Sehested (1858-1936) og Nancy Dalberg (1881-1949), begge var gode bekendte af Carl Nielsen. De kom fra ret velstående familier, fik mulighed for at udfolde sig, men oplevede også kriser, som påvirkede deres kompositoriske løbebane. Som assistent for Carl Nielsen kom Nancy Dalberg helt ind i den store nationalkomponists værksted. Han overlod det bl.a. til hende at instrumentere den verdslige kantate Fynsk Forår, og han udtrykte sig anderkendende om hendes musik. Nancy Dalberg udmærkede sig ved at komponere en symfoni og en Capriccio for orkester samt tre fine strygekvartetter, som netop er blevet indspillet på cd. Det er dog biografien om den noget ældre Hilda Sehested, der fylder mest i fremstillingen, ikke alene fordi hun levede flere år, men også fordi hun i højere grad markerede sig i offentligheden, og hun kan muligvis have dannet et forbillede for den unge Nancy Dalberg. Hilda Sehesteds far var kammerherre og stamhusbesidder på herregården Broholm på Fyn. En position, som hendes bror Hannibal Sehested overtog efter forældrenes død, mens Hilda hele livet havde titel af stiftsdame. Der blev ofte musiceret på Broholm, og Hilda Sehested blev ligesom Carl Nielsen en trofast elev af Orla Rosenhoff. Hendes musik var i mange tilfælde udtænkt for blæsere, hvilket man f.eks. kan høre i hendes suite for kornet eller trompet og orkester i B-dur. Hun komponerede også en kantate ved Dansk Kvindesamfunds fællesmøde i 1916. Sehesteds opera over fortællingen om Agnethe og Havmanden var så lovende, at den blev antaget af Det kgl. Teater, men den blev til hendes store skuffelse aldrig blev opført, mens hun levede. Først i 2014, 100 år efter operaens tilblivelse, blev operaen uropført i Odense Koncerthus.

Hermed er disse to komponister placeret på passende vis i Multivers lille bogserie om Danske komponister. Udgivelsesrækkens redaktion og layout egner sig dog dårligt til mere ambitiøse biografier, hvor kunstnerens livsbane og produktion kan udfoldes i en større sammenhæng. Det er et problem.

Lisbeth Ahlgreen Jensen: Hilda Sehested og Nancy Dalberg, 184 sider, Multivers.

Nancy Dalberg: The String Quartets, indspillet på cd af Nordic String Quartet, pladeselskabet Dacapo

EH

Eduardo Sanchez Moreno solist i klarinetkoncerten

I begyndelsen af december vandt klarinettisten Eduardo Sanchez Moreno Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistkonkurrence 2018, som blev afholdt på konservatoriet. Moreno skal dermed være solist i Carl Nielsens klarinetkoncert med DKDM’s Symfoniorkester i Konservatoriets Koncertsal på Carl Nielsens fødselsdag søndag 9. juni 2019. Koncerten dirigeres af Thomas Søndergård. Eduardo Sanchez Moreno studerer hos John Kruse på kandidatuddannelsen ved DKDM.